Annonce
Vejle

Regnvådt mareridt: Vej- og stianlæg når i mål med tre måneders forsinkelse

Først i denne uge bliver det sidste lag asfalt rullet ud på vej og cykelsti mellem Engum og Tirsbæk Bakker, mens rundkørslen ved Juelsmindevej forlængst er taget i brug. Foto: Mette Mørk
Den sidste asfalt rulles ud få dage før indvielse af ny forbindelse mellem Engum og Tirsbæk Bakker. Regn-måneder har drillet.

Tirsbæk/Engum: Når Vejle Kommune og Fællesskaberne i Engum Sogn lørdag indvier den nye vej- og stiforbindelse mellem Tirsbæk Bakker og Engum, er den nylagte asfalt kun lige hærdet.

Den regnvåde vinter med milde temperaturer og masser af nedbør har i den grad spillet anlægsprojektet et puds og betydet, at projektet til knap 26 millioner kroner er forsinket.

Det fortæller manden med ansvaret for projektet, Carsten Friis, ingeniør og projektleder i Vejle Kommunes afdeling for Teknik & Miljø.

- Vi skulle have været færdig for tre måneder siden, men vi har kæmpet på grund af vejret. Alene i sidste uge måtte vi bede entreprenøren holde stille i to dage, hvor der kom så meget regn, at de ville ødelægge mere, end de ville få lavet af arbejde, fortæller Carsten Friis.

Annonce

Alene i sidste uge måtte vi bede entreprenøren holde stille i to dage, hvor der kom så meget regn, at de ville ødelægge mere, end de ville få lavet af arbejde.

Carsten Friis, ingeniør og projektleder i Teknik & Miljø

Har aldrig prøvet før

Vejret har givet entreprenøren problemer lige siden august, og det er især jordarbejdet, der har været ramt af den tilbagevendende nedbør.

- Når jeg finder jord, der ikke bæremæssigt er stærkt nok, kan jeg gøre to ting: Enten grave det væk og erstatte det med sand eller stabilisere det ved at presse kalk ind i råjorden som en slags løs beton. Her har det også været nødvendigt i stabilgruset i det øverste lag, fortæller ingeniøren.

Udfordringen var, at selv stabilgruset var blevet så smattet, at stamperen forsvandt ned i underlaget, hvis ikke det blev forstærket med kalk.

- Det har jeg aldrig været udsat for før, siger Carsten Friis.

Budgettet holder nogenlunde

Kalkprocessen og de arbejdsdage, hvor der ikke kunne arbejdes på grund af vejret, har givet kommunen ekstra udgifter, men Carsten Friis forventer, at projektet holder sig nogenlunde inden for budgettet.

- Budgettet på de knap 26 millioner kroner er ikke skredet væsentligt. Men jeg har brugt det, jeg havde håbet, at vi havde til overs, siger projektlederen.

Mandag og tirsdag blev den sidste asfalt kørt på vejen, mens cykelstien får sidste lag lagt onsdag, og så skulle den meste opstribning også være klaret, når vej og sti indvies lørdag. Men da der skal lægges nyt slidlag begge steder om et års tid, er det ikke den blivende opstribning, der nu bliver udført.

- Jeg har også bedt entreprenøren stoppe med alt jordarbejde ved udgangen af ugen, så det først genoptages, når det hele er tørt. Det betyder, at alle rabatter og al finish først bliver udført om to til tre måneder. Ellers kører de bare rundt i en stor mudderpøl, siger Carsten Friis.

Det rummer projektet

  • Julianebjergvej er rettet ud og ender i rundkørsel til svær transport ved Juelsmindevej. Det 520 meter nye stykke adgangsvej med cykelsti samt en lille rundkørsel til bytrafik ned mod Tirsbæk Bakker er budgetteret til 20,8 millioner kroner.
  • En 1310 meter lang og tre meter bred dobbeltrettet cykelsti ved Tornsbjergvej som adgangsvej til Engum er budgetteret til 5,2 millioner kroner. Cykelstien er anlagt, hvor Tornsbjergvej tidligere gik, og så er vejen anlagt i en bredere udgave ved siden af stien.
  • Tunnel under Juelsmindevej, der ud over de lette trafikanter også giver plads til tværgående tungtransport såsom vinterredskaber og traktorer.
  • Tidsperiode for hele anlægsprojektet: Medio 2018 til ultimo januar 2020
To rundkørsler, en forlægning af Tornsbjergvej og et nyt stykke af Julianebjergvej, en separat cykelsti og en ny stitunnel for cyklister og gående. Det projekt afslutter Vejle Kommune i løbet af denne uge, og lørdag bliver projektet indviet på Engum Skole. Illustration: Vejle Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce