Annonce
Fredericia

Kirke holdt rejsekilde: Bronzeporte gøres klar til lang rejse

Kunstneren Bjørn Nørgaard, som står for udsmykningen af Christianskirkens nye indgangsparti "Alfa og Omega", har sagt, at "Det er enhver billedhuggers fornemste drøm, at få lov at lave en bronzeport". Nu har kirken holdt rejsegilde og tiden nærmer sig, hvor de knap et ton tunge bronzeporte skal sættes i. Foto: Peter Leth-Larsen
Christianskirken markerede med krans og røde pølser, at der er under fire måneder til, at kirken skal indvie Bjørn Nørgaards bronzeporte "Alfa og Omega" i det udvidede våbenhus. Portdelene er i gang med at blive gjort klar til udskibning i Kina.

Fredericia: Der var afslappet stemning og fornøjelige taler, da Christianskirken onsdag valgte at holde rejsegilde over det udvidede våbenhus, som skal bære de kommende bronzeporte fremstillet af kunstneren Bjørn Nørgaard.

Men stemningen har været mindre afslappet i planlægningen og tegningen af det omfattende projekt. Det kunne blandt andet arkitekt Annette Billund berette.

- Vi blev i 2017 bedt om at hjælpe med isætning af en ny dør i kirkens våbenhus, og det lød som en let opgave. Men det viste sig, at døren får en vægt på et ton, og den skulle desuden passes ind i en udvidelse af våbenhuset, hvilket vil sige, at den skulle sættes ind i en glasfacade og uden synlige konstruktioner, som kunne forstyrre oplevelsen af kunstværket, fortalte hun.

Men i tæt samarbejde med kunstneren, tømrerne fra R. Ussing & Søn og smedemester Østergaard, ingeniører og repræsentanter fra kirken er det lykkedes at skabe rammen, som om nogle måneder skal bære de store portdøre.

Annonce
Det tager op til to måneder at få en container fra Kina, og måske skal vi selv køre til Rotterdam og hente portene.

Torben Venndt

Præcisionsarbejde

Det kræver stor præcision at sikre, at dørene kan glide på plads og fungere optimalt, er alle på byggepladsen klar over. Tidsplanen er blevet holdt, og der arbejdes nu hen imod den store dag, hvor bronzedørene er leveret og klar til montering.

Dørene er i gang med at blive støbt i Kina. Der vil være 14 dele, som skal udskibes og sendes i container til Europa.

- Det tager op til to måneder at få dem leveret, så de skal afsted inden for de kommende uger, siger Torben Venndt fra kirkens kunstudvalg.

Det står ikke fast, hvor containeren ender.

- Det ville selvfølgelig være optimalt, hvis det var i Fredericia, men det ved vi ikke. Vi ved, den skal over Rotterdam, og måske viser det sig at være nemmest at hente delene der, siger Torben Venndt.

Den 8. december skal bronzedørene være klar til at åbne op for menigheden til en stor indvielse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce