Annonce
Trekantområdet

Rekordmange koldingensere klager over deres nabo

Koldingenserne har i år i ekstraordinær grad klaget over deres nabo, Genrefoto: Colourbox
Koldingenserne klager over deres naboer som aldrig før. I år har Kolding Kommune efter årets første seks måneder allerede modtaget 80 naboklager. I hele 2019 var tallet kun på 53.
Annonce

Kolding: Har du været lidt ekstra irriteret på din nabo i år?

Så er du i hvert fald ikke den eneste. Koldingenserne har nemlig klaget over deres naboer til kommunen i langt højere grad end tidligere år. Midt i 2020 har Kolding Kommune modtaget 80 klager, hvor tallet i hele 2019 eksempelvis kun var på 53. Årene før lå tallet på 45 og 39.

Tallet er altså mere end fordoblet, selvom vi kun er nået halvvejs gennem 2020, og hvis tallet fortsætter samme stigning, ender vi på en tredobling i forhold til 2019.

- Vi har haft sindssygt travlt, og der er temmelig mange flere klager end normalt, siger Karen Bjørnskov Petersen, der er miljøsagsbehandler i Kolding Kommune.

Annonce

Støj og lugt eller røg er de primære klager

De største klagegrunde er støj, røg eller lugt. Støjklagerne er ofte i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde, hvor naboerne kan føle sig generet, eller det kan være støj fra musik eller lugt fra madlavning, der kommer ind i en lejlighed, der ligger ovenpå eller i nærheden.


Der har kørt lidt i medierne med, at folk klager mere end før. Det tror jeg dog ikke. I 2015 havde vi også rigtig travlt, men siden er tallet gået meget ned indtil i år. Så jeg tror ikke umiddelbart, at det er fordi, folk klager mere. Det er på grund af corona, at vi ser stigningen i år.

Karen Bjørnskov Petersen, miljøsagsbehandler i Kolding Kommune


Det kan dog også være to naboer på en villavej, der er blevet uenige, men typisk vil musikstøj fra eksempelvis havefester ikke nå helt til kommunen, men blot blive klaret af politiet.

- Det er især støjklager, der er den helt store pukkel. Vi havde rigtig mange klager under corona, hvor folk sad hjemme og kunne høre det, og det er ikke rigtigt stilnet af her over sommeren. Det er formentlig fordi, at folk bliver hjemme og holder ferie i år, siger Karen Bjørnskov Petersen videre.

Ifølge Karen Bjørnskov Petersen hører folk støj forskelligt, og der er meget forskel på, hvordan folk er generet af støj, og hvor meget man kan acceptere. Hun synes dog ikke, at folk virker til at være blevet mindre tolerante.

- Der har kørt lidt i medierne med, at folk klager mere end før. Det tror jeg dog ikke. I 2015 havde vi også rigtig travlt, men siden er tallet gået meget ned indtil i år. Så jeg tror ikke umiddelbart, at det er fordi, folk klager mere. Det er på grund af corona, at vi ser stigningen i år, siger hun.

Antal naboklager

  • 2014: 73 naboklager
  • 2015: 84 naboklager
  • 2016: 64 naboklager
  • 2017: 45 naboklager
  • 2018: 39 naboklager
  • 2019: 53 naboklager
  • 2020: 80 naboklager (pr. 1. juli)

Naboklagerne kan ringes ind til kommunen, ligesom der er en klageformular på kommunens hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce