Annonce
Erhverv

Rekordregnskab skal sikre fremtiden for Thisted Bryghus

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Direktøren for Thisted Bryghus kunne lørdag præsentere det bedste resultat nogensinde for aktionærerne.

Danmarks femtestørste bryggeri, Thisted Bryghus, har for ottende år i træk præsteret overskud.

Det kunne direktør Aage Svenningsen fortælle de fremmødte aktionærer på en generalforsamling lørdag Thy-Hallen.

- Vi leverer et resultat før renter og skat på 5.335.000 kroner og på 4.061.000 kroner efter skat. Det er et resultat, vi er tilfredse med og det bedste resultat i Thisted Bryghus' historie, sagde han ifølge en pressemeddelelse.

- Jeg er tilfreds med resultatet set i lyset af, at vi i regnskabsåret har gennemført investeringer i ny bygning og bryggeriudstyr og har formået at holde fokus på kerneforretningen, lød det videre fra direktøren.

Det øgede overskud skyldes vækst i salget. Nettoomsætningen er således steget godt 4,7 millioner kroner i forhold til sidste regnskabsår.

Thisted Bryghus har i regnskabsåret investeret for 25,9 millioner kroner i blandt andet ny bygning og brygværk. Sammen med en række kommende investeringer vil den endelige regning løbe op i cirka 37 millioner kroner.

Derfor glæder Aage Svenningsen sig over overskuddet i regnskabet.

- Det er afgørende for fremtiden for Thisted Bryghus at skabe overskud, der kan være det økonomiske fundament for en betydelig egenfinansiering af de investeringer, vi står over for i fremtiden for at overleve som folkeejet, lokalt bryggeri, siger Aage Svenningsen.

I år er det 25 år siden, at Thisted Bryghus som det første bryggeri introducerede økologisk øl i Danmark - Økologisk Thy Pilsner.

Thisted Bryghus er folkeejet af flere end 2200 aktionærer og beskæftiger 23 medarbejdere på bryggeriet i Thisted.

Bryggeriet blev startet af en gruppe lokale thyboer i 1902.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

Annonce