Annonce
Billund

Restaurant lukker: Lego-familien køber mere op i Billund

Hasan Yasar, medejer af Restaurant Billund, har solgt bygningen til Lego-familien. Arkivfoto: Torben Glyum

Lego-familiens selskab Kirkbi har opkøbt bygningen på Butikstorvet, som i dag rummer Restaurant Billund.

Billund: Lego-familien har nu opkøbt den sidste ejendom på Butikstorvet i Billund, som ikke i forvejen var ejet af Lego-familien eller Billund Kommune.

Restaurant Billund har i dag til huse i bygningen, som ligger placeret i den nordlige del af Butikstorvet, og nu har ejerne, Ibrahim og Hasan Yasar, solgt ejendommen til Kirkbi.

For familien Yasar er en æra nu forbi. De har ejet og stået i spidsen for Restaurant Billund i mere end 18 år og har samtidig været kendte ansigter i bybilledet.

- Det har længe været planen, at restauranten skulle sælges. Det har bestemt ikke været en nem beslutning for os efter så mange gode år med dygtige kollegaer - og ikke mindst søde og fantastiske gæster. Men det giver min familie og jeg nye muligheder for enten at åbne en ny restaurant eller noget helt andet - det overvejer vi stadig. Vi har dog ikke lige på nuværende tidspunkt planer om at åbne en ny restaurant i Billund, siger Hasan Yasar, søn og medejer af Restaurant Billund, i en pressemeddelelse fra Kirkbi.

Billund Restaurant åbner dørene for sidste gang allerede på fredag den 15. februar, og her vil familien Yasar og kollegaer invitere kunder, forretningsforbindelser og venner af huset til et afskedsarrangement for at sige tak for opbakningen og de mange år i Billund. Mere information vil følge på Billund Restaurants Facebook-side.

Kirkbi A/S

Kirkbi A/S er Kirk Kristiansen-familiens holding- og investeringsselskab. Selskabets aktiviteter omfatter 75 procent ejerskab af Lego Koncernen, 29,7 procent ejerskab af Merlin Entertainments plc, som blandt andet driver Legoland-parkerne, og investeringer i bæredygtig energi.Selskabet har desuden investeret i virksomheder som ISS A/S og Nilfisk A/S samt ejendomsinvesteringer i Danmark, Schweiz, Tyskland og Storbritannien.

Sammenhængende butikstorv

Hos Kirkbi A/S, som ejer yderligere tre ejendomme på den nordlige del af Butikstorvet, er de glade for, at en aftale nu er indgået med familien Yasar. Det giver Kirkbi mulighed for at udvide planerne for Butikstorvet til også at gælde den nordlige del.

- Vi er rigtig glade for den aftale, der nu er underskrevet. Det giver os en lejlighed til også at tænke Billund Byvisions store ambitioner ind på den nordlige del af Butikstorvet. Lige nu er byggeriet af den sydlige del af torvet i fuld gang, og i Kirkbi håber vi på, at vi på sigt kan skabe et sammenhængende butikstorv, som kan bakke op om et attraktivt og levende handelsmiljø og bidrage til at skabe en livlig midtby, som har noget for alle borgerne i Billund, siger Steen Pedersen, global ejendomschef i Kirkbi, via pressemeddelelsen.

Kirkbi har på nuværende tidspunkt ingen konkrete planer for en kommende etape to på Butikstorvet. Den sydligste del af Butikstorvet opføres nu og forventes at stå færdigt til efteråret 2020. Denne del af torvet kommer til at rumme i alt seks bygninger med butikker, lejligheder og kontorer samt en grøn bynatur med en forlængelse af Billund Bæk og Byvisionens 'Playline'.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce