Annonce
Trekantområdet

Restauranter overlever på rift om take away under corona: Men kropar får ingen løn lige nu

Emil Rask Bahr og hans hustru fra Sdr. Bjert Kro var nødt til at kaste sig ud i take away for at forsøge at få kroen til at overleve coronanedlukningen. Det ser det foreløbig ud til, at kroen kan på grund af den store opbakning til kroens take away-mad, fortæller Emil Rask Bahr. Arkivfoto: Mette Mørk
Restauranter i Kolding har oplevet stor opbakning til deres omlægning til take away, mens coronakrisen har lukket muligheden for at drive almindelig restaurant.

Kolding: Produktion af take away-mad er ikke en guldrandet forretning.

Det har flere restauratører i Kolding måttet sande i forbindelse med coronakrisen, hvor de har været tvunget til at lukke ned for den traditionelle restaurantdrift og i stedet har omlagt til take away for trods alt at have en vis indtjening.

Men samtidig er det også omlægningen til take away, der har gjort, at de formentlig kommer gennem de mange ugers nedlukning med skindet på næsen og har kunnet betale de faste regninger.

Det fortæller blandt andre Per Højgaard fra Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld, Emil Rask Bahr, der sammen med sin hustru driver Sdr. Bjert Kro, og Rasmus Vemmelund, der er medejer af Bror Ditlev og Volkerts Fylke.

De fortæller alle tre, at de har haft mere travlt med deres take away-forretning, end de havde forventet, og de roser folk for at bakke flot op om at holde liv i de lokale spisesteder i denne svære tid.

- Størstedelen af vores kunder fortæller, at de også godt vil have en kro i Sdr. Bjert på den anden side af det her, siger Emil Rask Bahr.

Annonce

På den her måde holder vi alle udgifter fra døren. Take away er ikke en guldrandet forretning, men vi hjælper os selv, og vi hjælper mange mennesker, hvis arbejdstider måske er blevet påvirket af det her

Emil Rask Bahr, Sdr. Bjert Kro

Ingen løn lige nu

Men der bliver også knoklet for det på spisestederne. Flere steder er det faste personale sendt hjem, så det stort set kun er ejerne selv, der er i køkkenet. På Brødremenighedens Hotel har man dog haft så travlt, at man har fået nogle af de ansatte til at komme og arbejde nogle timer.

- På den her måde holder vi alle udgifter fra døren. Take away er ikke en guldrandet forretning, men vi hjælper os selv, og vi hjælper mange mennesker, hvis arbejdstider måske er blevet påvirket af det her, fortæller Emil Rask Bahr.

Han forklarer, at han og hans hustru ikke selv får løn i øjeblikket, og de knokler dagen lang for at lave mad til kunderne. Men forhåbentlig kan det betale sig på lang sigt, for folk lægger også mærke til kroen, og det kan måske give pote senere.

- Nogle restauranter er lukket helt ned, men jeg tror på, at vi også skal være med til at holde hjulene i gang. Ellers ville vores leverandører jo heller ikke kunne komme af med deres mad, siger Emil Rask Bahr.

Støtte langvejs fra

På Brødremenighedens Hotel er der udover de lokale kunder kommet kunder fra blandt andet Kolding, Haderslev og Vojens.

- Vi tjener ikke så meget på take away, men det betyder, at vi har kunnet betale de første regninger, fortæller Per Højgaard, der også gør brug af en af hjælpepakkerne og velvillighed fra banken for at komme igennem krisen.

Hos Bror Ditlev har man sendt alle medarbejderne hjem med lønkompensation, så det kun er ejerne, der er tilbage til at lave take away til fredag og lørdag, hvor kunderne kan købe mad her.

Rasmus Vemmelund fortæller, at man lægger vægt på at bruge økologiske varer af høj kvalitet, og da det er begrænset, hvor høj en pris, man kan tage for take away-mad, er indtjeningen ikke imponerende.

- Det er en hård tid, men med vores take away kan vi gøre opmærksom på os selv og holde gæstekontakten ved lige. Vi er vanvittigt taknemmelige for støtten fra folk. De siger, at de gerne vil have, at vi er der på den anden side, siger Rasmus Vemmelund.

Han forklarer, at man med Bror Ditlev og Volkerts Fylke ellers var ved at nå til et punkt, hvor han og en anden af ejerne ikke længere behøvede at arbejde 80 timer om ugen.

- Men nu er vi slået to år tilbage økonomisk, siger han.

I begyndelsen af coronanedlukningen klarede Per Højgaard selv alt arbejdet omkring take away-delen. Men det blev for meget, så nu har han nogle af de ansatte til at hjælpe sig nogle timer om ugen. Arkivfoto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Konfirmander i Grindsted Kirke

Erhverv

Tøjbutik i Vestergade lukkes

Danmark

Lyt her: Erling Fjeldsted kaster op to gange hver nat - du må ikke begå samme fejl som mig

Annonce