Annonce
Erhverv

Restauranterne åbner i dag: Salt, peber og menukort bliver sprittet af

Flere af Vejles restauranter og caféer åbner i dag. Det bliver atter muligt at spise ude, efter at vejlenserne har måtte klare sig med takeaway siden starten af marts. Arkivfoto
Restauratørerne har hidtil måtte klare sig med at sælge takeaway, men fra i dag må de atter byde gæsterne indenfor - til afstand, håndsprit og tallerkenservering.

Vejle: Som led i regeringens genåbningsfase 2 må restauranter og caféer fra i dag åbne for servering både ude og inde. Det bliver ikke som før coronakrisen, men restauratørerne i Vejle gør alt for, at de nye tider både føles trygge og hyggelige.

Nogle, som restauratør Georgios Vasileiou på Taverna Hellas, venter med at åbne til tirsdag for at være helt sikre på, at deres restauranter overholder afstandskravene, så gæsterne ikke kommer til at sidde for tæt.

Vi har taget temperaturen på tre af byens populære spisesteder.

Salt og peber bliver sprittet af

Cozy Crêperie & Coffeeshop åbner i både stueetage og førstesalen mandag. Arkivfoto

Cafébygningen på hjørnet i Vejle Midtpunkt, Cozy Crêperie & Coffeeshop, åbner både første og anden sal for gæster, der har savnet fransk stemning. Ansat Camilla Riis Skifter og en af hendes kolleger havde mandag travlt fra morgenstunden for at gå gjort caféen klar.

- Vi har sat flere af vores små borde sammen og skabt plads imellem bordene. På den måde lever vi op til afstandskravene, forklarede Camilla Riis Skifter, inden dørene blev åbnet klokken 9.30.

Caféen har taget en stribe forholdsregler, for at gæsterne kan føle sig både trygge og velkommen.

- Vi beder alle om at vente med at sætte sig, til vi har anvist et bord. På den måde kan gæster, der kommer i en gruppe få plads sammen, og vi undgår, at folk begynder at røre andre borde, for at skubbe dem sammen.

- Desuden spritter vi menukort og salt- og peberbøsser af imellem hver gang, vi giver dem til nye gæster. Vi har selvfølgelig også stillet håndsprit op lige indenfor døren og ved døren til toiletterne, så gæsterne kan spritte af. Vi beder desuden om, at man spritter hænder af, inden man betaler med betalingskort ved disken, fortalte Camilla Riis Skifter.

På Cozy Crêperie & Coffeeshop kan gæsterne også helt undgå kontakt ved at benytte app'en Horago, som giver mulighed for at bestille fra menuen og betale online, mens man sidder ved sit bord.

- Lige nu er vi ved at pynte lidt op udenfor med blomster, så man kan se, at vi har åben. Vi regner ikke med, at der ligefrem bliver supertravlt her i den første tid, men vi satser på at holde åben, som vi plejer. Det vil sige til klokken 21 på hverdage og til 22 i weekenden, fortalte Camilla Riis Skifter.

Long Wok nøjes med takeaway

Far og datter, Hong Quan Ngo og Chi Ngo, tager igen imod i restaurant Long Wok i Søndergade 6. Men kun for takeaway-gæster Arkivfoto: Michael Svenningsen

Restaurant Long Wok har skiftet ejere og navn gennem årene og hed tidligere Ha Long Wok og Asian Wok House. Men adressen er den samme, Søndergade 6, og her kan man nu igen lægge vejen forbi og få fyldt en boks med vietnamesiske retter.

Restauranten har været lukket de seneste måneder, men nu bliver restaurantens buffet atter fyldt op, men det bliver dog ikke for gæster, der kan sidde og spise i restauranten.

- Vi åbner i dag, men det bliver kun med takeaway. Det er svært at finde ud af reglerne, og vi skal være helt sikre på, hvad vi må og kan, fortæller restaurantens indehaver, Hong Quan Ngo.

Derfor må gæster, som gerne vil spise ris, ruller og andet godt i den smalle og toetagers lille restaurant, væbne sig med tålmodighed.

Lido har mange reservationer

Lido Caféen har været lukket under nedlukningen af Danmark, men genåbner mandag blandt andet med en ny indgang ud mod åen. Arkivfoto: Mette Mørk

Lido Caféen, der har været helt lukket de seneste måneder, åbner mandag for de første gæster, og her er forventningerne pæne til fremmødet.

- Jeg håber, og tror på, at vi kommer godt i gang igen, men nu må vi se tiden an. Her til morgen har vi allerede fået mange reservationer, så jeg tror, at folk trænger til at komme ud, og så må vi se, om det fortsætter sådan, fortæller caféens bestyrer, David Waltoft.

Caféen opfordrer gæsterne til at booke et bord online, så man får et bedre flow hen over dagen og aftenen, og ikke får for mange, der står i kø og venter på et bord.

- Vi har været nødt til at reducere antallet af borde og stole med cirka 30 til 35 procent, for at kunne holde den afstand, regeringen har pålagt os. Samtidig har vi ekstra opmærksomhed på hygiejne med masser af håndsprit. Vi spritter menukort, borde og stole af løbende, fortæller bestyreren.

Lido Caféen, der har mistet sin sædvanlige ekstra indgang ind og ud af Lidobiograferne, da biografen har lukket, har etableret en ny dør ud mod åben. Den kommer til at fungere som decideret indgang, mens døren ud mod Søndertorv bliver caféens udgang.

- På den måde undgår vi, at alt for mange passerer hinanden, når de går ind og ud, siger David Waltoft.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce