Annonce
Udland

Retskilde: Sudans ekspræsident efterforskes for hvidvask

Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Demonstranter kræver et retsopgør med landets afsatte præsident. Nu går en efterforskning i gang, siger kilde.

Sudans statsanklager har indledt en efterforskning af den afsatte præsident, Omar al-Bashir, for anklager om hvidvask og for på ulovlig vis at være i besiddelse af store pengesummer.

Det oplyser en retlig kilde i landet.

Sudans militær afsatte Bashir fra præsidentposten den 11. april. Det skete efter flere måneder med store demonstrationer mod hans styre.

Onsdag oplyste kilder i hans familie, at han var blevet overført til et fængsel i hovedstaden, Khartoum.

Et militærråd har overtaget styringen i det østafrikanske land.

Trods omvæltningerne er demonstrationerne ikke stoppet. Oppositionen kræver, at der omgående indsættes et midlertidigt civilt styre. De ønsker også Omar al-Bashir stillet for retten.

Fredag var hundredtusinder af demonstranter samlet uden for militærets hovedkvarter i Khartoum for at understrege disse krav.

Sudanese Professionals Association (SPA), som har stået i spidsen for demonstrationerne mod Bashirs styre, har meddelt, at den vil udpege et civilt styre søndag.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce