Annonce
112

Retten lukkede dørene: Pistolmand frygter for rockere

Den 27-årige vejlenser, som truede to personer med pistol onsdag aften, er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Arkivfoto: Jonas Brønd Nielsen
En 27-årig mand, der sigtes for at true to personer i Vejle med en hardball-pistol, er nu fængslet i foreløbigt fire uger.

Vejle: Den 27-årige vejlenser, som fredag middag blev fremstillet i grundlovsforhør efter at have truet to personer med en hardball-pistol onsdag aften, er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Det oplyser politikommissær Nicki S. Pedersen fra Efterforskningscenter Midt.

Han havde forudset, at grundlovsforhøret ville blive holdt for åbne døre, men i retten anmodede mandens forsvarer, Niels Ancher Michaelsen, om at få dørene lukket for offentligheden af hensyn til klientens sikkerhed.

Det blev begrundet med, at den 27-årige vejlenser bliver forfulgt af Bandidos, og inden dørene blev lukket, forklarede han også til dommeren, at han var blevet tortureret af rockergruppen.

Ud over dette nægtede den 27-årige at udtale sig, og han afviste samtidig at have truet med pistol eller at have begået indbrud i et kælderrum - et forhold, han også var sigtet for.

- Dørlukningen har ikke direkte noget med hændelserne onsdag aften at gøre, vurderer politikommissær Nicki S. Pedersen.

Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere af hensyn til de lukkede døre, men påpeger blot, at politiet ikke mener, at truslerne med pistolen onsdag aften havde det formål, at den 27-årige forsøgte at berige sig.

Annonce

Piller går igen

Ud fra avisens oplysninger er den nu varetægtsfængslede vejlenser samme person som den mand, der tilbage i maj blev slået i hovedet med en hammer i Ågade.

I denne sag blev en 21-årig vejlenser idømt et år og tre måneders fængsel i slutningen af august.

I forbindelse med denne sag var der ikke tale om, af Bandidos skulle være involveret.

Her var der derimod tale om en konflikt mellem den 27-årige og den 21-årige vejlenser. Konflikten tog sit afsæt i nogle benzodiazepiner (angstdæmpende medicin, red.), som den 21-årige mente, at den 27-årige havde lovet ham.

I forbindelse med anholdelsen af den 27-årige i den nuværende sag blev han fundet i besiddelse af 21 Rivotril-piller, som også tilhører gruppen benzodiazepiner. Dette blev han også sigtet for ved grundlovsforhøret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce