Annonce
Fredericia

Rift om byboliger: En ny type købere har meldt sig i Fredericia

Byggeforeningshusene på Nørre Voldgade fik sidste år nye forhaver med hvidt stakit og flagstænger. De ligger inden for voldene, og sætter man en ejendom til salg her, sælges de som regel hurtigt, lyder det fra ejendomsmæglere. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Byboliger er i høj kurs i Trekantområdet. I Fredericia sælges midtbyboligerne hurtigt, og en ny type køber har meldt sig. - Det har jeg ikke oplevet i 25 år, lyder det fra mægler.

Fredericia: Når en bolig sættes til salg i bymidten, handles der ofte hurtigt.

Som regel er der flere interesserede købere. Men ligger huset længere fra Fredericias bymidte, er der ofte længere til en underskrevet salgsaftale.

- Der er mange fredericianere, som eftersøger byhuse inde i centrum. Byejendomme inden for voldene er i høj kurs, lyder det fra ejendomsmægler Lars Bo-Ottesen fra Place2live i Fredericia.

Fredericia Dagblad bringer hver uge en oversigt over de seneste hushandler i postnummer 7000. I denne uge er der solgt to boliger inden for voldene, én i vestbyen, to i Erritsø og én i Taulov.

- Det er for spinkelt et grundlag at konkludere ud fra en enkelt uges handler, men der er en generel tendens til, at mange gerne vil bo i Fredericia, og der er flere købere til boligerne. Ud over midtbyen er der stor interesse for Fælledvejkvarteret, Pigekvarteret, Gudekvarteret, Erritsø og Snoghøj. Blandt andet fra folk, der kommer udefra, siger Lars Bo-Ottesen.

Ud over midtbyen er der stor interesse for Fælledvejkvarteret, Pigekvarteret, Gudekvarteret, Erritsø og Snoghøj. Blandt andet fra folk, der kommer udefra.

Ejendomsmægler Lars Bo-Ottesen

Solgt på få uger

Interessen for en bynær bolig opleves også hos Robinhus i Trekantområdet. Partner og ejendomsmægler Christian Garbenfeldt siger:

- Vi oplever stor interesse på ejendomme i byerne Kolding, Vejle og Fredericia. Rigtigt meget af det, vi får ind, er solgt på få uger, siger Christian Garbenfeldt og tilføjer:

- Lige nu går det rigtigt stærkt i byerne, hvor der er mange interesserede til hver sag, og nogle går skuffede derfra. På kortere sigt kan det betyde en prisstigning på ejendomme i byerne, og alt andet lige vil det skubbe nogle købere ud af byerne, siger Christian Garbenfeldt.

Dropper Kolding og Vejle

Hos Place2live Fredericia har ejendomsmægler Lars Bo-Ottesen oplevet en ny tendens.

- De sidste 25 år vi ikke oplevet købere fra Kolding og Vejle, som sælger deres bolig og flytter til Fredericia. Men det har vi set en tendens til her i 2019, siger han.

Hvad skyldes det?

- Det skyldes, at vi stadig har et fornuftigt prisniveau i Fredericia. Der er også gjort meget ud af byens branding, der er et godt kulturliv, man ligger tæt på vand og strand, og så er der begyndt at komme et godt restaurationsliv, siger Lars Bo-Ottesen.

I områder som Herslev, Taulov, Skærbæk og Trelde-området går salget langsommere, og eksemplet Trelde er ifølge Lars Bo-Ottesen lidt paradoksalt. For der er kun 6,5 kilometer til Fredericia, mens der fra Erritsø og Snoghøj er syv kilometer.

- Erritsø og Snoghøj føles måske mere bynært, da det er forbundet med byen. Men der er mange dejlige huse i Trelde, og mange steder med udsigt over fjorden, siger Lars Bo-Ottesen.

Han forsøger derfor at overbevise købere om Trelde-områdets kvaliteter, og han har også en opfordring til Fredericia Kommune: Anlæg en god cykelsti på Ryttergrøftvej og ud mod Østerby. Den kunne både servicere de nuværende parcelhuse i Østerby og det planlagte boligområde ved Fjordallé, hvor der endnu ikke er kommet gang i salget.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce