Annonce
Vejle

Se køreturen fra ådalen til Planetbyen: Ringvejs-spøgelse spolerede festen for nogle

Et møde om den nye vej til Uhrhøj og Planetbyen delte endnu engang vandene i området hvor et vejprojekt har været undervejs i 20 år.

Uhrhøj: Ringvej eller forbindelsesvej?

Det spørgsmål var i centrum, da der tirsdag var møde i teatersalen på Petersmindeskolen. For anden gang på et halvt år havde Vejle Kommune indbudt beboerne i området til orienterings- og debatmøde.

Byrådspolitikerne er klar til at bruge 130 millioner kroner på en ny forbindelsesvej mellem Vardevej og området ved Planetbyen i Uhre-Hover området. Alt tyder på, at vejen bliver forlænget til Jellingvej, så en del af den nuværende trafik kan flyttes fra blandt andet Jellingvej og Petersmindevej.

Så langt så godt - er de fleste vist enige om i området. Især efter de seneste ændringer, hvor vejen efter planen graves ned og flyttes cirka 70 meter længere væk fra det store villakvarter.

- Det er super, lød en kommentar fra repræsentanter fra den beboergruppe fra Planetbyen, der følger projektet tæt.

Mobilitetsplanen er en vision. Der vil gå mange år, før det måske bliver andet. Det kræver andre økonomiske muskler, end kommunen råder over nu.

Christoffer Melson (V), formand for teknisk udvalg

Mere trafik - mere støj

Men så var det også slut med rosen. Beboerne vendte gang på gang tilbage til den mobilitetsplan, som Vejle Kommune fremlagde i januar sidste år. Her er vejen første etape af et større ringsvejsprojekt nordvest om Vejle.

Føres planerne ud i livet, vil det indiskutabelt udløse mere trafik på vejen. Det betyder noget i forhold til støj. De beregninger, der er gennemført, er baseret på den trafik, der vil være i 2030 på en vej, der slutter ved Jellingvej.

Rent politisk har der da også været fokus på at holde fast i betegnelsen "forbindelsesvej". Og på tirsdagens møde fastholdt formanden for teknisk udvalg, Christoffer Melson (V), at der ikke er truffet beslutninger om andet:

- Mobilitetsplanen er en vision. Der vil gå mange år, før det måske bliver andet. Det kræver andre økonomiske muskler, end kommunen råder over nu, konstaterede Christoffer Melson - blandt andet med henvisning til, at staten lægger rammer for, hvor meget en kommune må bruge på anlæg:

- Vi skal jo også have plads til at bygge plejehjem, institutioner og andre projekter, sagde udvalgsformanden

Ikke i vores levetid

Han turde dog næsten godt love, at det nuværende projekt bliver forlænget til Jellingvej. Som vejen er planlagt her og nu, skal den tilsluttes en ny vej gennem villakvarteret mod Petersmindevej:

- Men jeg håber og tror, at vi får projektet forlænget helt ud til Jellingvej i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger, sagde Christoffer Melson.

En del af formålet med den nye vej er at fjerne trafik fra Petersmindevej og videre ned ad Jellingbakken. Allerede inden arbejdet med det store nye villakvarter blev sat i gang, lovede de daværende politikere, at der ville blive anlagt en forbindelsesvej ned over bakken mod Vardevej og ådalen, så al trafik fra de mange nye boliger ikke gennem det eksisterende Uhrhøj.

Efterhånden er der gået 20 år, siden løftet blev givet. Og tålmodigheden er tyndslidt hos de Uhrhøj-borgere, der har oplevet kalenderbladene bladre forbi uden ny vej:

- For nogle af os er det en stor dag i dag. Det er et godt projekt. Og når man tænker på, at dette vejstykke har taget 20 år at få gennemført, så bliver det ikke i vores levetid, at der måske kommer en ringvej, lød det på mødet.

Den røde linjeføring er den nye, som politikerne på teknisk udvalg skal sige ja eller nej til på mødet i næste uge. Den blå linje er den vej, der er beskrevet i den 10 år gamle VVM-redegørelse. Kort: Vejle Kommune
Claus Weng Petersen - afdelingsleder og kommunens ansvarlige for projektet - fortalte om, hvordan planerne har udviklet sig, siden der sidst var informationsmøde for beboerne i området. Foto: Kaare Johansen
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Møbelhus: Vejle har fået en Ilva

Annonce