Vejle: Skal du sydpå i begyndelsen af det nye år, må du forvente en lidt længere rejsetid. Vejdirektoratet skal nemlig i gang med et nødvendigt reparationsarbejde i det sydgående spor på Vejlefjordbroen.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
- Reperationsarbejdet er nødvendigt at udføre, da en del af fugekonstruktionen er ødelagt. Fugerne er en vigtig del af brodækket, da de sørger for, at broen kan bevæge sig som følge af temperatursvingninger, der får brodækket til henholdsvis at udvide sig om sommeren og trække sig sammen om vinteren, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
VejdirektoratetReperationsarbejdet er nødvendigt at udføre, da en del af fugekonstruktionen er ødelagt
Arbejdet finder sted fra 7. januar klokken 19.30 til 10. januar klokken 6, og i den anledning er det nødvendigt at spærre det højre kørespor i hele perioden.
Tre vognbaner bliver derfor til to vognbaner, og desuden vil der i aften- og nattetimerne blive afspærret yderligere en vognbane således der kun vil være et farbart spor i sydgående retning, hedder det i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
Kødannelser
I forbindelse med vejarbejdet forventer Vejdirektoratet kødannelse i de tre dage, arbejdet står på.
- Både lørdag og søndag i dag- og aftentimer, vil der være risiko for kødannelse, så trafikanterne skal påregne væsentligt længere rejsetid, oplyser Vejdirektoratet.