Annonce
Vejle

Rotte lukker Fakta på Uhrhøj

En kunde i Fakta på Uhrhøj gjorde torsdag formiddag butikschef Simon Christiansen opmærksom på, at kunden havde set en rotte ved butikkens pålægskøler. Derfor blev de sidste kunder ekspederet, hvorefter butikken blev lukket, og skadedyrsbekæmperen blev tilkaldt. Arkivfoto: Mette Mørk
Torsdag morgen opdagede en kunde hos Fakta på Uhrhøj spor efter skadedyr, hvorefter butikken blev lukket. Butikschef satser på at åbne fredag morgen.

Uhrhøj: Fakta på Uhrhøj, der for et par måneder siden blev kåret som Vejles mest rummelige virksomhed, havde knap så meget grund til smil torsdag.

Her blev butikken på Merkurvej omkring klokken 9.30 tvunget til at låse indgangspartiet og sige "tak for i dag" til kunderne, da butikken havde opdaget en ubuden gæst.

- Jeg sad og ekspederede ved kassen, da en kunde kom og fortalte, at han havde observeret en rotte ved pålægskøleren bagest i butikken. Det var ikke lige den kommentar, jeg havde regnet med, men jeg fik afsluttet ekspeditionen, og vi fik de sidste kunder ekspederet, hvorefter vi lukkede butikken, fortæller butikschef Simon Christiansen.

Annonce

Jeg sad og ekspederede ved kassen, da en kunde kom og fortalte, at han havde observeret en rotte ved pålægskøleren bagest i butikken. Det var ikke lige den kommentar, jeg havde regnet med.

Simon Christiansen, butikschef

Rottehund rundt i butikken

Skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Anticimex blev tilkaldt, og skadedyrsbekæmperen har været rundt og afsøge hele butikken og lageret.

- Han har været rundt med en rottehund, men den fandt ingen tegn på rotter. Han mener, at det kan have været en strejfer, som er kommet ind ad en dør. Dørene går i og op hele tiden, og måske er den kommet ind sammen med en kunde. Det kan også være, at den har siddet på en palle, for der kommer mange leverandører, både interne og eksterne, i løbet af en dag, siger butikschefen.

En håndværker er blevet tilkaldt, og han har været rundt at gennemgå alle rørføringer og kloaker i butikken, der ligger lige op ad skoven. Gennemgangen gav dog ingen anmærkninger i den blot ni år gamle bygning.

Mel skal spredes ud

Butikken følger den normale procedure, så personalet skal i gang med at sprede mel rundt i hele bygningen, hvorefter al personale sendes hjem.

- Så bliver der fred og ro, så skadedyrene kan fare rundt, hvis der er nogen. Det satser vi ikke på, og hvis der ikke er spor, når vi møder ind i morgen, gør vi gulvet rent og åbner butikken igen, fortæller Simon Christiansen.

Butikken har aldrig tidligere haft problemer med skadedyr, og butikschefen forventer, at kunderne kan handle i butikken igen fra fredag klokken ni. Det er dog en afgørelse, som ligger hos skadedyrsbekæmperen og butikschefens bagland.

- Det er dødærgerligt, at vi må lukke på grund af skadedyr. Vi mister omsætning, og nogle varer - som frisk brød og andre ting med kort holdbarhed - må vi smide ud. Men vi skal være sikre på, at der ikke længere er skadedyr, førend vi kan åbne, siger Simon Christiansen, der orienterer sine kunder via butikkens Facebook-opslag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

navne

Egtved

Se billederne: Vejlevej er spærret - det vil koste op mod en million kroner at få den fikset

Annonce