Annonce
Hedensted

Rotter lukker værtshus på femte uge

Det er ikke mange kolde fra kassen, Kasper Hertz Ølholm har kunne knappe op, siden han overtog forpagtningen af værtshuset Åstuen i Tørring i begyndelsen af september. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Ny forpagter på Åstuens Bodega i Tørring har indtil videre haft mere lukket end åbent siden åbningsfesten 7. september. Efter et omfattende kloakarbejde håber han dog snart at kunne slå dørene op igen.

Tørring: Samtlige kloakrør er blevet gennemset, og selv de mindste sprækker er blevet repareret. Bevoksning er fjernet, og der er sat rottespærrer op i rørene. Selvom værtshuset Åstuen i Tørring ikke har haft åbent for ølhanerne de seneste fem uger, har der været masser af aktivitet på matriklen. Desværre af den knap så festlige slags.

Det fortæller Kasper Hertz Ølholm, der i begyndelsen af september overtog forpagtningen af værtshuset. Indtil videre har han pga. en eller flere genstridige rotter været nødt til at holde stedet lukket i over fem uger.

- Vi har haft kloakmænd, murer, rottefængere, kommunen og alt muligt på for at få bugt med rotterne, men der bliver desværre ved med at komme spor, så jeg kan ikke åbne, inden vi har fanget dyret. Det er ikke spor sjovt. Jeg havde ikke nået at tegne en driftstabs-forsikring, så jeg mister en masse penge i omsætning hver eneste dag, fortæller Kasper Hertz Ølholm.

Annonce

Fandt kradsemærker

Allerede 16. september, lidt over en uge efter han slog dørene op til værtshuset, måtte Kasper Hertz Ølholm lukke for ølhanerne, da der var problemer med kloakken.

Det blev udbedret i løbet af en håndfuld dage, og værtshuset havde efterfølgende åbent indtil 7. oktober, hvor Kasper Hertz Ølholm opdagede nogle kradsemærker i baglokalet, som han mistænkte kom fra rotter.

- Så jeg kontaktede kommunen i den tro, at det ville tage et par dage. Der blev sat fælder op, og vi fangede en rotte, men der er åbenbart flere, og selvom vi har gjort alt, hvad vi kan for, at de ikke kan komme ind, er vi nu i gang på femte uge med at jagte dem, fortæller Kasper Hertz Ølholm.

Mistet J-dag

Han er bl.a. gået glip af festlige begivenheder som efterårsferien og J-dag, hvor årets juleøl bliver frigivet, mens han har haft lukket.

- Jeg havde fået ret godt fat i områdets unge, så det er nogle ærgerlige tidspunkter at holde lukket på. Men der er desværre ikke så meget andet at gøre end at krydse fingre og håbe på, at vi snart kan åbne igen. Jeg har ikke mistet modet endnu. Der skal mere til end det, slår Kasper Hertz Ølholm fast.

Han tør dog ikke sige noget om, hvornår han åbner igen.

- Der skal gå 48 timer uden spor, og bagefter skal det hele desinficeres og gøres rent, så det er en større omgang, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce