Annonce
Udland

Rusland tilbyder mægling mellem krigens parter i Nagorno-Karabakh

Tofik Babayev/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Sergej Lavrov inviterer udenrigsministrene fra Armenien og Aserbajdsjan til fredsmøde.
Annonce

Rusland tilbyder at være vært for et møde mellem udenrigsministrene fra Armenien og Aserbajdsjan om de to landes væbnede konflikt i enklaven Nagorno-Karabakh.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, ifølge en erklæring fra hans ministerium.

Lavrov siger, at Rusland vil fortsætte med at fungere som en aktør på egen hånd.

Men også sammen med andre repræsentanter for Minsk-gruppen inden for den europæiske samarbejdsorganisation OSCE. Formålet er at mægle i konflikten mellem de to lande.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, talte onsdag i telefon med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. De to ledere opfordrer begge til "fuldstændigt" stop for kampene i Nagorno-Karabakh.

De drøftede også "konkrete parametre for yderligere samarbejde", lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP i en meddelelse fra den russiske regering.

Siden weekenden har der været nogle af de hårdeste kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan siden midten af 1990'erne.

Nagorno-Karabakh ligger i Aserbajdsjan. Men det har siden 1990'erne været styret af det armenske flertal i enklaven.

De to krigsførende lande er tidligere sovjetrepublikker.

Hverken Aserbajdsjan eller Armenien havde onsdag aften sagt ja til at deltage i møder med Rusland for bordenden.

Tyrkiet er allieret med Aserbajdsjan.

Flere af Tyrkiets europæiske Nato-allierede er stærkt bekymrede for den tyrkiske regerings position i forhold til konflikten i Nagorno-Karabakh.

Onsdag sagde den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, at Tyrkiet vil "gøre, hvad der er nødvendigt", da han blev spurgt, om hans regering er klar til at støtte Aserbajdsjan militært, hvis den bliver anmodet om det.

Frankrigs præsident Macron siger, at han er dybt bekymret for den slags "krigslignende budskaber".

Op mod 100 mennesker meldes dræbt under de seneste dages kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce