Annonce
Vejle

Ryd selv op: Lejere risikerede smittefare efter oversvømmelse

Vandet er kommet op af toiletterne kan Hans Nielsen konstatere. Da han natten til lørdag åbnede døren ind til området med toiletter og vaskerum stod vandet 30 centimeter op. Foto: Kaare Johansen
Boligforeningen Østerbo bad beboere om selv at rydde deres kælderrum efter oversvømmelse i weekenden

Vejle: Hans Nielsen fra Tønnesgade er vred - meget vred.

Da avisen møder ham onsdag, er det fire dage og en nat siden, han blev vækket ved midnatstid med nyheden om, at kælderrummene under hans lejlighed var oversvømmet:

- Der stod vand over det hele i kælderen - 30 centimeter op i vaskerummet. Det var utrolig klamt, for det var helt tydeligt kloakvand, der var kommet op gennem toiletter og håndvaske i kælderen, fortæller Hans Nielsen.

Det er ikke så meget selve oversvømmelsen, der har vakt hans vrede, selvom han ikke følte, at han og naboerne fik hjælp fra boligforeningen Østerbo:

- Jeg måtte selv ringe til skadeservice. Østerbo kunne jeg ikke komme igennem til i weekenden.

Annonce
Vandet har blandt andet beskadiget boligforeningens tørretumblere. Sådan stod de onsdag eftermiddag, da avisen kiggede forbi. Foto: Kaare Johansen

Handsker og støvler ikke nok

Hans største anke er, at boligforeningen sendte et brev ud, hvor beboerne i afdelingen på hjørnet af Tønnesgade og Staldgaardsgade fik besked om selv at rydde deres kælderrum:

- Folk bar tingene op og smed det ødelagte i containere. Men når der er tale om kloakvand, må man slet ikke komme i nærheden af det. Der er alt for stor smittefare. Den slags skal klares af professionelle. Folk fik at vide, at de skulle bære handsker og vandtæt fodtøj. Men det er ikke nok, siger Hans Nielsen, der tidligere har kørt for et kloakfirma og derfor ved, hvilke forholdregler, man skal træffe:

- Vi skulle altid skifte arbejdstøjet, inden vi tog hjem, så vi ikke risikerede smitte, fortæller Hans Nielsen.

Advarsel fra miljøorganisation

Hans holdning bakkes op af en anbefaling, som Arbejdsmiljø København, lagde på nettet efter de mange kælderoversvømmelser for nogle år siden. I anbefalingen kan man læse følgende:

Hvis der har været kloakvand i oversvømmelsen bør man lade professionelt personale om at rydde op. Man skal sørge for ikke at sprede problemet til resten af bygningen under oprydningen, for eksempel ved at sprede støv, når man bærer de vandskadede materialer væk.

Som Hans Nielsen konstaterer, er spredningen en del af problemet. Udover at hans medbeboere har haft kontakt med det forurenede materiale har mange - ifølge Hans Nielsen - båret våde ejendele op i lejlighederne.

- Jeg så jo gamle bedstemødre og andre bære ting op, siger han.

På den baggrund venter måske et større oprydningsarbejde i hele ejendommen. I hvert fald konstaterer den københavnske gren af miljøstyrelsen følgende:

Hvis der i forbindelse med oprydning med videre i kælderlokalerne er blevet spredt støv og snavs til andre lokaler i bygningen, vil der være behov for at foretage en grundig hovedrengøring.

Mens andre kælderrum er tømt står Hans Nielsens stadig urørt. Han nægter at flytte rundt på tingene på grund af risikoen for smitte. Foto: Kaare Johansen

Død rotte flød forbi

Ifølge de breve, Østerbo har delt rundt til beboerne, er der tale om oversvømmelse fra Grejsdals Å, som der står. Men et besøg i kælderen viser tydeligt, at der er kommet vand op fra toiletter og håndvaske:

- Derfor er det kloakvand, vi har med at gøre. Og det kan du jo tydeligt lugte, lyder det fra Hans Nielsen.

Ifølge ham, løb der heller ikke vand fra den oversvømmede Tønnesgade og parkeringspladsen mellem blokkene ned i kælderskaktene.

- Jeg ved ikke hvorfor, for der var masser af vand og jeg så blandt andet en død rotte, flyde forbi. Men vandet i kælderen er kommet fra kloakken, siger Hans Nielsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce