Annonce
Vejle

Se videoen: Så bliver det ikke mere hjulet: Prinsesse Ingses rullende julelandskab

Børnene i Lindved Skoles SFO har hjulpet deres julepædagog med at pynte en julebil, der skaber julestemning, når den ruller gennem landskabet.

Vejle/Lindved: Det begyndte med lidt vat i forruden og et par nisser - siden tog det fart.

I dag tør avisens udsendte godt lægge hoved på notesblokken med en påstand om, at Inger-Margrethe Moesby Sørensen kører rundt i Danmarks mest julepyntede Suzuki Wagon R. Selv kartoffelavler Gertrud Sands store kasse med julepynt fra "The Julekalender" ville ikke være nok til at dekorere bilen i dette omfang.

Det lille firkantede køretøj spreder vintermørket foran Lindved Skoles SFO, hvor Prinsesse Ingse arbejder. Den royale titel er pædagogens kunstnernavn - og hun møder journalisten og fotografen næsten lige så julepyntet som bilen. Nissehue, julehjemmesko og julesweater.

Men hvad er det med den bil?

Annonce
Er du en rigtig prinsesse? - Ja selvfølgelig - har jeg nogensinde løjet for dig.

Prinsesse Ingse på spørgsmålet fra et af sine SFO-børn

Ekstra batteri klarer el-forsyningen

- Efter den første jul med lidt vat og nisser fik børnene lov til at male blomster på min bil i løbet af sommeren. Da det så blev jul igen, fik de lov at pynte bilen endnu mere. Og i år har Minujan brugt en hel søndag på at hjælpe med julelandskabet, fortæller Prinsesse Ingse, mens hun samler flokken af børn, der har en stor del af æren for udsmykningen.

Mens børnene har hjulpet med pyntningen, er det Prinsesse Ingses mand, Mads Buske Nielsen, der har stået for det elektriske system, som får julelandskabet til at lyse og køre, og nisserne på taget til at råbe Merry X-mas og spille Jingle Bells.

- Jeg har installeret et ekstra batteri, og når Ingse kommer hjem, stiller vi bilen til opladning. Det er Danmarks eneste el-Wagon R, lyder det fra Mads, der i dagens anledning også er trukket i julesweateren.

Folk stimler sammen

Her i mørket foran SFO'en er forældre og børn efterhånden vant til at se det rullende julelandskab. Men når Ingse er trukket i civil og kører fra boligen på Jellingvej til Vejle for at handle, skaber bilen næsten opløb:

- Der kommer altid folk hen og kigger, når vi holder på en parkeringsplads, fortæller hun, inden hun får samlet flokken af morgenfriske SFO-børn, så de kan blive foreviget sammen med deres pædagogprinsesse og Danmarks mest julede bil.

Det bliver ikke mere julet end Prinsesse Ingses rullende julelandskab komplet med illumineret pariserhjul og karussel, en kreation, der giver baghjul til ethvert tysk julemarked. Foto: Mette Mørk
Glædelig Jul! Prinsesse Ingse og hendes julemand Mads sammen med Minujan, Laurits, Gustav, Melissa, Malou og Sebastian, der alle har hjulpet med at pynte julebilen. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

112

24-årig mand dræbt af skud: Otte personer anholdt

Annonce