Annonce
Vejle

Så er det op i kanoen: Vejle Å har fået 11 nye broer

Den største af de nye flydende kanobroer er lagt i Vejle Å ved Tørskind Bro, hvor 7.B fra BillundSkolen forleden begyndte en halvdags sejllads mod Vingsted. Foto: Mette Mørk
Naturstyrelsen og Vejle Kommune har i fællesskab etableret 10 nye flydebroer til kano- og kajakroere i Vejle Å, hvor en 11. er på vej. Platformene kan også bruges til udflugt med madkurv.
Annonce

Vejle Ådal: En flok 7. klasses-elever fra BillundSkolen er hoppet i redningsvestene og får instruktion af Naturstyrelsens underviser fra den nærliggende Søballegård Naturskole på den lille og solfyldte parkeringsplads ved Tørskind Bro midt i Vejle Ådals idyl.

Kanoerne ligger klar i åen, og eleverne skræver over i dem fra en nyanlagt bro, som langt fra er det eneste nyanlæg i Vejle Å.

Vejle Kommune har i samarbejde med Naturstyrelsen og med tilskud fra Friluftsrådet det seneste halve års tid anlagt og udskiftet 11 kanobroer i ådalen. Fra den fjerneste ude i den mest øde del af ådalen mellem Tørskind og Ravningbroen til de bynære broer ved åens udløb til Vejle Fjord ved Kano- og Kajakklubben Vejle Å.

Projektleder Lars Bo Nielsen (tv.) og biolog Klaus Balleby (th.) fra Vejle Kommunes Natur og Friluftsliv står bag projektet med de 11 nye kanobroer, som holdleder Ruben Vraa Nielsen og kontanthjælpsmodtagere fra kommunens Miljøprojekt har lavet landgangsbroerne - her skjult i sivene - til. Foto: Mette Mørk

- Både Naturstyrelsen og vi havde flere halvdårlige kanobroer på strækningen. Det var faste broer, og nogle af dem lå under vand, når vandstanden i åen var høj. Men vi har valgt at slå pjalterne sammen og har nu etableret helt nye flydebroer på strækningen, fortæller Lars Bo Nielsen, projektleder i Vejle Kommunes Natur & Friluftsliv.

Annonce

Vejle Å er undervurderet

Den sidste og 11. bro er endnu ikke på plads, men den placeres tæt på Rosborg Gymnasium & HF og Vejle Center Hotel, når arbejdet med en ny parkeringsplads er afsluttet her.

Men de 10 øvrige broer lå klar i vandet, da kanosæsonen som vanligt begyndte 16. juni og løber året ud.

- Projektet her er et udtryk for, at vi gerne vil forbedre hele Vejle Ådals-oplevelsen. At man også kan opleve ådalen fra vandet. Vejle Å er noget undervurderet, når det gælder kanosejlads i forhold til de oplevelser, der ligger og venter derude, siger projektlederen.

Kun 12 kanoer og kajakker per dag

I Vejle Å er der ikke kommerciel kanoudlejning, som det er kendt fra Gudenåen og andre større åsystemer rundt i landet.

Enkelte lokale firmaer byder sig til med udlejning af kanoer, men det er begrænset hvor mange, der må sejle på åen ad gangen.

- Vi skal som kommune ikke til at være kanoudlejer. Vi faciliteter bare med de 11 nye broer, og jeg tror ikke, at åen kan bære kommerciel udlejning. Ifølge vandløbsregulativet må der dagligt højest udstedes 12 sejltilladelser, hvilket er et passende antal, og de kan nu fås og printes fra Udeliv.vejle.dk, fortæller Lars Bo Nielsen, projektleder i Vejle Kommunes Natur og Friluftsliv.

Der må sejles med strømmen i åen ind mod Vejle hver dag fra klokken 8 til 18 på en 21 kilometer lang strækning fra Ravning Bro til Vejle Fjord. Den egner sig til en dagstur på syv til ni timer.

Men det kræver ingen tilladelse, hvis man holder sig på den sidste fire kilometer lange bystrækning fra motortrafikvejsbroen over Vejle Å til Vejle Fjord. Her må der sejles frit året rundt og både op- og nedstrøms.

Den første bro blev sat på metalpælene tilbage i november, og selvom de nyeste broer kun er få uger og måneder gamle, glæder Lars Bo Nielsen og biolog Klaus Balleby sig over, at der allerede er trådt stier ned til de landgangsbroer, som nu også er koblet til kanobroerne. Et sikkert tegn på, at broen bliver brugt - og ikke kun af kanofolket.

Ved Haraldskær er der kanobro på begge sider af vejen, da vandet nogle gange er så højt, at man ikke kan sejle under broen. Derfor skal kanoerne ofte bæres over vejen og broen, og det bliver langt lettere nu med de to flydende platforme. Foto: Mette Mørk

- Broerne kan også benyttes af folk, der ror kajak eller står på stand-up-paddle-board på åen, og vi har samtidig vurderet, hvordan vi kunne knytte andre funktioner til broerne. Vi kan se, at folk også bruger dem som opholdssted, hvor man kommer helt tæt på åen og kan dyppe tæerne i det kolde vand eller sidde og drikke en kop kaffe. Nogle fisker også derfra, fortæller projektlederen.

Annonce

Tre parter om at betale

Broerne, der er udført i egetræ, er produceret af kommunens tømrer, mens kontanthjælpsmodtagere fra kommunens miljøprojekt har lavet gangbroerne ned til de flydende platforme.

Inde i flydebroernes egerammer gemmer der sig et flydemiddel som flamingo, der holder platformene oppe, mens gangbroerne også bevæger sig op og ned i takt med åens vandstand.

Kan ikke anbefale å-badning

Med 11 nye flydende platforme i Vejle Å, har Vejle Kommune og Naturstyrelsen forbedret forholdene for kano- og kajakfolket.

Kommunen håber også, at folk med madkurv eller en kop kaffe vil benytte sig af de nye broer til at få en naturoplevelse helt tæt på åen, men platformene er ikke tænkt som badebroer, selvom de indbyder til formålet.

- Vi kan som kommune ikke anbefale, at man bader i Vejle Å. Selvom vandet i åen som udgangspunkt er rent, er der risiko for, at man kan få Weils syge, fortæller projektleder Lars Bo Nielsen.

Weils syge bliver også kaldt leptospirose eller rottesyge, da man bliver syg, hvis urin fra inficerede rotter eller andre gnavere  kommer i forbindelse med sår eller rifter i huden.

Sygdommen er meget sjælden herhjemme, men toppede i 2017 med 22 smittede - det højeste antal i 24 år.

- Samtidig er der bygget en håndfuld sekskantede platforme, som vi hen over sommeren placerer på land oven for broerne. Her kan folk lægge deres oppakning eller sidde og spise en madpakke, fortæller Klaus Balleby.

Projektet med de 11 broer beløber sig til cirka 400.000 kroner, hvoraf Naturstyrelsen har støttet med 100.000 kroner og Friluftsrådet med cirka 175.000 kroner, mens Vejle Kommune har finansieret resten. Forvaltningen planlægger at markere de 11 nye broer ved en officiel indvielse på den anden side af sommerferien.


Både Naturstyrelsen og vi havde flere halvdårlige kanobroer på strækningen. Det var faste broer og nogle af dem lå under vand, når vandstanden i åen var høj.

Lars Bo Nielsen, projektleder Vejle Kommunes Natur og Friluftsliv
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce