Vejle: For fjerde gang blev en 24-årig mand fra Vejle snuppet i at køre bil uden kørekort og førerret.
Og denne gang kostede det ham en Nissan Qashqai. Bilen kørte han i, da han blev standset af betjente torsdag klokken 20.55. Den er nu konfiskeret og ender muligvis på auktion, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Allerede ved tredje gang uden kørekort må politiet som udgangspunkt konfiskere bilen. Men fire gange skulle der til, før den 24-årige mand mistede sin.
Ifølge politiet ønsker manden, at retten tager stilling til, om det er i orden, at Sydøstjyllands Politi har taget bilen.