Annonce
Vejle

Så kan der trænes igen: Sådan trodser Lido Fitness coronaen

Anne Dorthe Buur Holmboe er et af de medlemmer, der benytter sig af de nye træningsmuligheder hos Lido Fitness. Hun har virkelig savnet at træne og ikke mindst det at møde mennesker. Hun har i stedet løbet rundt i kvarteret, hvor hun bor og har dyrket yoga derhjemme. Foto: Mette Mørk
Mange medlemmer er under coronakrisen forblevet loyale over for Lido Fitness, der nu tilbyder udendørs styrketræning for 10 medlemmer ad gangen.
Annonce

Vejle: I to måneder har landets fitnesscentre været tvunget til at holde lukket på grund af coronakrisen, men nu har Lido Fitness i Vejle fundet en vej uden om regeringens forbud.

Onsdag bød indehaver Peter Larsen de første medlemmer velkommen tilbage i det lokale fitnesscenter, men det skete uden at tænde lys, aircondition eller løbebånd i det 2000 kvadratmeter store center.

I stedet har indehaveren haft travlt med at indrette et udendørs gym i et afspærret område under rampen op til den store parkeringsplads i gårdrummet bag Bertel Nielsens høje bygninger langs Gammelhavn og Dæmningen.

Her er der stillet spinningcykler og romaskiner op, der sammen med andre træningsmaskiner står på paller i gårdrummet, hvor spritdispensere hænger på betonstolper.

Men det er især styrketræningen, der er mulighed for under åben himmel med masser af håndvægte, elastikker og andre træningsremedier på plads.

Vi har heldigvis mange loyale medlemmer, der har valgt at betale deres medlemskab, selvom vi er tvunget til at holde lukket.

Peter Larsen, ejer af Lido Fitness

Annonce

Mange går i forfald

Det glæder Peter Larsen, at han igen kan byde medlemmerne velkomne i Lido Fitness, selvom der kun er plads og afstand til at træne 10 ad gangen.

Medlemmerne har mulighed for at booke sig ind online på en times træning, og inden det næste hold møder ind til træningen, har personalet god tid til at afspritte alt udstyr.

- Vi har indset, at vi først kommer til at åbne igen til august, og i takt med at vi taber medlemmer på grund af coronaen og årstiden, overvejede jeg, hvad vi kunne gøre. Alle kan løbe en tur eller svømme i havet, men der er et stort behov for at træne muskler, led og sener. Mange går i forfald, fordi de ikke har mulighed for at træne, men det kan de nu, fortæller Peter Larsen.

Han havde kriller i maven, inden han bød de førte medlemmer tilbage onsdag. For det er en hård tid at drive et fitnesscenter, hvor man som indehaver er afhængig af medlemmernes loyalitet.

- Jeg har været under et stort pres og har ikke sovet godt om natten. Men nu får jeg endelig sat ansigt på de mange medlemmer, der støtter Lido Fitness, siger en glad ejer.

Annonce

Medlemmer holder ved

Da regeringen pludselig tvangslukkede landets fitnesscentre på grund af smitterisikoen, var det ikke fastlagt, hvilken hjælp de kunne søge. Da Lido Fitness havde 14 dage, inden der igen skulle betales husleje, valgte Peter Larsen at appellere til medlemmernes loyalitet i håb om, at de fortsat ville betale deres kontingent, selvom centret holdt lukket.

- Mange tror, at vi bare lukker ned og modtager en masse penge fra hjælpepakkerne. Jeg får dækket 90 procent af lønnen til de fleste af vores medarbejdere, fordi de er timelønnede og sendt hjem. Men fordi vi stadig har en omsætning takket være de mange loyale medlemmer, kunne vi ikke søge hjælpepakkerne, forklarer Peter Larsen, der roser udlejeren Bertel Nielsen for et godt samarbejde.

Muligheden for at få lønkompensation udbetalt kom først en måned efter lukningen, og havde det ikke været for medlemmernes opbakning, var Lido Fitness kommet i likvide problemer.

- Så havde det set sort ud, som Peter Larsen formulerer det.

Indehaver af Lido Fitness, Peter Larsen, oplever en hård tid, mens centret er tvangslukket. Men han har nu etableret udendørs træning i et indhegnet område i den store gård bag centret. Foto: Mette Mørk
Annonce

Støtter fællesskabet

Efter to måneders lukning er mellem 20 og 30 procent af medlemmerne faldet fra, og Peter Larsen er taknemmelig for den store gruppe, der har holdt ved på trods af de manglende træningsmuligheder og den midlertidige lukkede holdtræning.

- Det er tough, men det er livsbekræftende at mærke støtten til centret og fællesskabet hernede. Folk er blevet venner og kærester her. Det er relationer, der er skabt gennem de 11 år, centret har eksisteret. Så det er ikke mig, men hele konceptet medlemmerne støtter, siger ejeren med glæde i stemmen.

Det har sine fordele at træne ude, hvor luften er frisk. Når man stepper op og ned - som de to kvinder til venstre i billedet - kan man i glimt nyde udsigten til åen. Foto: Mette Mørk
Annonce

Kunne skabe afstand

Onsdag trænede op mod 60 medlemmer i det fri, og Peter Larsen forventer, at tallet stiger støt de kommende uger. Men der er langt op til de 700-800 besøgende, centret havde dagligt, inden coronaen ramte.

- Det er en hård tid, men det er det for alle. Jeg kan godt se, at det ikke er klogt at åbne i forhold til spinning. Men vi kunne godt forsvare at åbne centret med den afstand, vi kan skabe mellem folk hernede. Men nu forsøger vi at få det bedste ud af det, og så må vi se, hvornår vi kommer til at åbne helt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce