Annonce
forside

Så lykkedes det: Graffiti-hærværksmand snuppet med dåsen i lommen

Vejle har været plaget af graffiti-hærværk i længere tid. Tidligere er det blandt andet gået ud over en port i Grønnegade. Privatfoto

Vejle har gennem længere tid været plaget af graffitihærværk - i nat slog politiet til.

Vejle: En 19-årig mand fra Vejle kan godt begynde at spare op til bøde og erstatning.

Natten til tirsdag blev han snuppet på fersk gerning efter at have malet graffiti på husfacader og en togvogn i Vejle.

Ifølge fungerende vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt i Vejle vil den unge mand få mere end svært ved at snakke sig ud af problemerne:

- Vi fik et tip om, at en mand var i gang med at male graffiti på en ejendom på hjørnet af Vissingsgade og Dæmningen. Da patruljen kom frem, kunne de se en mand, der passede på signalementet, slentre stille og roligt mod banegården, fortæller Mikkel Ross.

De unge skal vide, at udover en bøde for hærværk og mulig erstatning, vil det også udløse en social sag, når de er under 18 år.

Vicepolitiinspektør Mikkel Ross i tidligere udtalelse om graffitihærværk

Maling på fingrene

Patruljen standsede manden - og det viste sig, at han havde frisk maling på fingrene og en spraydåse i lommen.

Dermed var sagen forholdsvist klar - men patruljen stoppede ikke der. På en tur rundt i området fandt de yderligere tre steder, hvor der var frisk graffiti med samme tag (mærke) som det første sted. Desuden var tag'et malet på en togvogn.

- Tilmed havde han et billede af togvognen med tag'et i sin telefon, fortæller vicepolitiinspektøren.

Dermed vurderer han, at politiet har en god sag, når den 19-årige på et tidspunkt bliver stillet for retten. Her venter udover bøde også erstatning for at få fjernet det hærværk, han har begået.

Skal tages på fersk gerning

Politiet har længe været på jagt efter graffiti-hærværksmænd. For nogle måneder siden skrev Vejle Amts Folkeblad en del om problemerne efter, at der var oprettet en særlig Facebookside, hvor en lang række eksempler på hærværk var listet op.

Tilbage i februar forklarede Mikkel Ross, at politiet ofte kunne have svært ved at løfte bevisbyrden, når det lykkedes at finde frem til hærværksmændene. Derfor havde han følgende opfordring:

- Jeg vil opfordre folk til at ringe 114, hvis de ser nogen, der er i gang med at male graffiti. Det bedste er nemlig, hvis vi kan nå at få en patrulje frem, der kan tage hærværksfolkene på fersk gerning.

Og det var netop, hvad der skete ved kort før klokken 01 natten til tirsdag.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce