x
Annonce
Leder

Avisen mener: Politiet siger nej tak til pizza - så strikse må vi altså ikke være

Vi er kreative og finder nye veje, når en virus spærrer den normale sti.

Rigtig mange mennesker tænker i utraditionelle baner i disse corona-tider, hvor ingenting er helt, som det plejer.

Ikke mindst har nogle af de offentlige myndigheder og sundhedspersonalet fået travlt. Derfor besluttede et lokalt pizzeria i Vejle, at det frem til 30. marts ville levere gratis pizzaer til politiet og sundhedspersonalet i Vejle.

Derfor har man allerede leveret langt over 100 pizzaer til folk i sundhedsvæsenet. Derimod har politiet ikke fået så meget som bare en enkelt slice.

Ordensmagten har nemlig meddelt, at man er underlagt regler, der betyder, at betjentene ikke må tage imod gaver. Et sådant regelsæt er fornuftigt nok og er med til at sikre, at vi har et politi med en meget høj integritets-grad.

Derfor er der ingen varme pizzaer på bordet henne på politigården.

Jeg har fuld respekt for, at politiet vil følge reglerne til punkt og prikke. Men der findes også noget, der hedder almindelig sund fornuft, høflighed og bagatel-grænser. Og jeg lover højt & helligt på vegne af denne avis, at vi ikke vil komme efter de lokale pansere, hvis vi opsnuser, at de har taget imod pizza som en påskønnelse for deres indsats. Ville de så også afvise fru Hansen, hvis hun bagte en kringle - eller nå ja - en citronhalvmåne - til de rare betjente?

Det er ikke nogen stor historie, og man kan smile af den, men det er et meget godt eksempel på, at corona-krisen har fået os til at ændre tankegang. Vi er kreative og finder nye veje, når en virus spærrer den normale sti.

I morgendagens avis kan du læse om City Vejle, der lancerer en digital markedsplads. Det er jo en oplagt mulighed for vejlenserne til at give en hånd til de virksomheder, som lige nu gisper på grund af corona-virus.

Vi har flere gange beskrevet, hvordan mange flere end normalt bruger takeaway. I stedet for selv at stå med maden fredag eller lørdag bestiller man ved en restaurant, for hvem det er eneste mulighed for at skabe en omsætning.

Og det vil vi gerne. Jeg hører om flere restauranter, der på den konto har fået forrygende travlt. Det er jo et skønt budskab at kunne bringe videre. Vi skal midt i det hele også huske lyspunkterne. Fortsat god weekend.

Chefredaktør Mogens G. Madsen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce