Hvad skete der i Vejle og omegn i 2018? Journalist Thomas Trondal har pløjet arkivet igennem.
2018 synger på sidste vers, og i den anledning bringer Vejle Amts Folkeblad et tilbageblik på årets højdepunkter i billeder. Journalist Thomas Trondal præsenterer her de bedste glimt fra februar.
Snerydderne havde hvirvlende travlt
Store mængder sne i februar forårsagede stor travlhed hos hos de godt 50 medarbejdere på Materielgården, der er en del af Vejle Kommunes vintervagt.
Natten til onsdag 28. februar måtte bemandingen arbejde igennem natten for at sikre, at det var ryddede og saltede veje, der mødte vejlenserne i morgentrafikken. Ugen forinden var der heldigvis ankommet nye forsyninger i form af 1200 ton salt.
Lyserøde figurer på Vejles gågade
Gågadegængerne blev først på måneden mødt af et spøjst syn på gågaden i Vejle. Seks skikkelser i lyserøde heldragter og en tyrefægter i lyserød uniform var motivet, mange fik knipset i forbifarten.
Det var den italiensk-fødte skuespiller, digter og tidligere borgmesterkandidat i Holstebro Guiseppe L. Bonifati, der med paraden på gågaden reklamerede for sit performance teaterstykke, han senere på aftenen skulle give på Vejle Bibliotek.
Desuden rummede den iøjnefaldende gadeoptræden en række politiske statements på vegne af Kunstpartiet.
Smukt farvel til Peter Sikær
I en fyldt Vor Frelsers Kirke blev der sagt et behørigt og smukt farvel til tidligere byrådsmedlem Peter Sikær Kristensen (S). Det store følge, der så til, mens kisten blev båret ud af kirken, var alle mødt op i god tid.
Den mangeårige politiker og formand for kulturudvalget havde selv bestemt alt fra valget af præst - hans gode ven, Vejles tidligere borgmester Flemming Christensen - til de fire salmer, der blev sunget ved bisættelsen.
Rullefald og hoftekast i Spektrum
Det første Danish Open i judo blev med 500 kæmpere fra 20 lande afviklet i Spektrum. I det nye kampsportscenter blev over 1000 kampe afholdt i løbet af anden weekend i februar.
Vejle Judo Klub var arrangører bag stævnet, og flere hundrede skolebørn fra Vejle Kommune overværede i løbet af weekenden stævnet. De fik også selv lejlighed til at prøve kræfter med rullefald og hoftekast.
Bagetid på Smidstrup-Skærup Skole
Vinterferien var lig med bagetid på Smidstrup-Skærup skole, hvor børn og især piger fra hele kommunen fik lejlighed til udforske bagekunsten gennem forskellige former og farverige kulører.
Bagekurset var en del af Vejle kommunes vinterferieaktiviteter for børn og unge og rummede også et særligt kursus, hvor der blev bagt cupcakes.
Håndboldklub for udviklingshæmmede
Avisen besøgte i februar Søndermarken Vejle HK, der, som den første af byens håndboldklubber havde etableret et håndboldhold for udviklingshæmmede.
Siden årsskiftet havde klubben hver lørdag formiddag holdt træninger for de omtrent 15 udviklingshæmmede børn og unge, der var tilmeldt holdet.
Trænerstaben består af fem faste trænere - hovedsageligt fra klubbens dameseniorhold. På sigt stiler klubben efter så mange tilmeldinger til holdet, at man kan aldersopdele træningen.
Koncert i medmenneskelighedens tegn
Ny relationer på tværs af lande og baggrund var målsætningen for en gratis koncert på Brandbjerg Højskole - for både danskere og navnligt beboerne på asylcentrene i Jelling og Thyregod.
Koncertarrangøren, bassisten Bo Stief, arrangerede i forbindelse med koncerten, der rummede indsalg i flere genrer og afskygninger, at lokale borgere kunne hjælpe med at fragte asylansøgerne til og fra Jelling og Thyregod.