Annonce
Vejle

Sådan klarer Vejles dagligvarebutikker de nye corona-krav: Ventestationer og ensretning mellem hylderne

Claus Fahlen må sænke loftet fra højest 10 til otte kunder i butikken ad gangen. Derudover giver de nye restriktioner ikke anledning til andre ændringer hos købmanden i Mølholm. Arkivfoto: Torben Glyum
De skærpede restriktioner kræver nye tiltag. Købmanden i Mølholm har ensretning i butikken, Osteriet har ventestationer, og Føtex lukker midterste selvscanningskasser.
Annonce

Vejle: Statsminister Mette Frederiksen (S) valgte tirsdag eftermiddag at skærpe afstandskravene i landets dagligvarebutikker på grund af den nye og mere smitsomme corona-mutation.

Fra onsdag morgen skal butikkerne nu sikre, at kunderne ikke kommer nærmere end to meter af hinanden. Ikke kun ved kasselinjen, men rundt i hele butikken.

De skærpede restriktioner giver dog ikke problemer hos de tre fødevare- og dagligvarebutikker, Vejle Amts Folkeblad talte med onsdag formiddag.

Heller ikke hos to af byens mindste dagligvarebutikker, Osteriet på Søndertorv og Mølholm Vin & Kolonial på hjørnet af Stampesvej og Fredericiavej.

Annonce

Alle går i den samme retning

Hos sidstnævnte er købmand Claus Fahlen nødt til at sænke det maksimale antal kunder i i den lille butik fra 10 til højest otte ad gangen.

- Vi har skilte på gulvet, og folk er gode til at gå i samme retning rundt i butikken. Vi har ikke pile, men butikken er indrettet sådan, at det er naturligt, at man kun går en vej rundt i butikken, fortæller Claus Fahlen.


Det er sjældent, vi når op på det maksimale antal, og vi kan godt mærke nu, at flere af de ældre kunder gerne vil have bragt deres varer ud.

Claus Fahlen, indehaver af Mølholm Vin & Kolonial


Når kunderne træder ind ad døren, går de fleste kunder automatisk venstre om, og så følger de samme ensrettede rute, så købmanden får samme flow som i butikker som Normal og Søstrene Grene på byens strøg.

- Vi kan sagtens løse det, så vi lever op til de nye restriktioner. Det er sjældent, vi når op på det maksimale antal, og vi kan godt mærke nu, at flere af de ældre kunder gerne vil have bragt deres varer ud. Den ældre generation er mere nervøs, og det bliver nok som i foråret, hvor vi også bragte mange varer ud, siger købmanden.

Annonce

Har lavet to ventepladser

Hos Osteriet har de onsdag også været nødt til at sænke loftet fra de hidtidige maks seks kunder i butikken ad gangen. Trods butikkens begrænsede gulvplads har indehaver Kit Andersen indrettet butikken, så der nu er plads til fire kunder, der kan holde den nødvendige afstand.

- Folk er utroligt søde til at holde afstand til hinanden. Vi har lavet en venteplads ved vinen til højre, når du kommer ind i butikken og en anden på modsatte side, og så kan der stå to i midtergangen. Selvom butikken virker lille, er den 56 kvadratmeter stor, og vi har også plads til at stille varer på plads, mens der er kunder herinde, fortæller Kit Andersen.

I julemåneden stod der tit en kø af kunderne uden for butikken, men det oplever hun slet ikke her i januar, hvor hovedparten af byens øvrige butikker er tvangslukkede.

Annonce

Føtex når ikke i nærheden af loft

I en af de store dagligvarebutikker, Føtex i Nørregade, må man også indrette sig efter de nye restriktioner.

Her var varehuschef Peter Lund Tørving i et virtuelt møde med kædens ledelse ved middagstid, hvor de nye restriktioner var eneste punkt på dagsordenen.

- Vi får ny skiltning op om at holde to meters afstand, og så fjerner vi hvert andet mærke på gulvet op mod kasselinjen. Samtidig lukker vi de to midterste af vores selvscanningskasser, så kunderne også her kan holde den nødvendige afstand. Og så retter vi også til internt, hvor vi blandt fjerner hver anden stol i kantinen, siger Peter Lund Tørving.

Butikken måtte til og med tirsdag højest have 728 kunder i butikken på samme tid.

Varehuschefen melder, at det loft skal sænkes markant, nu hvor afstanden mellem de enkelte kunder sættes op fra en til to meter.

- Det sker aldrig, at vi er i nærheden af vores maksimumgrænse, og det vil heller ikke være et problem nu, hvor vi skal sætte den ned til 10 kvadratmeter per kunde, siger Peter Lund Tørving, som derfor fra i dag højest må have 280 kunder i butikken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Kostråd – ikke klimaråd

Annonce