Annonce
Erhverv

Kommunen tilbyder sparring og rådgivning: Sådan kommer du i gang som iværksætter

Nye iværksættere kan få gratis hjælp og rådgivning hos blandt andre Per Hein, centerleder i Udviklingspark Slagteriet, der er et af flere iværksættermiljøer i Vejle Kommune. Arkivfoto
Som potentiel iværksætter i Vejle Kommune får man stillet en række tilbud gratis til rådighed.

Vejle: Du har en idé til et produkt eller virksomhed - men hvad nu?

Hvad er det næste skridt, du skal tage for at sikre at idéen bliver ført ud i virkeligheden og ikke bare ender i en skuffe eller som en urealiseret drøm?

- Kom ned til os, lyder det fra Per Hein, centerleder i Slagteriet Udviklingspark Vejle og Robertshus Udviklingspark Egtved.

Han er en del af Vejle Erhvervs korps af tre kommunalt ansatte erhvervskonsulenter, som har iværksættere og iværksætteri som deres område.

- Det, vi kan hjælpe med, er blandt andet individuel sparring og rådgivning i forhold til at lave en forretningsmodel og forretningsplan, hjælp til at lægge budget og skat og moms-regler. Derudover kan vi sætte iværksætteren i forbindelse med potentielle investorer, revisorer og private rådgivere, fortæller Per Hein, der tilføjer, at hjælpen er åben og gratis for alle.

Her er døren åben for iværksættere

Der er flere steder, potentielle iværksættere kan henvende sig for rådgivning og hjælp i Vejle Kommune:

Slagteriet Udviklingspark Vejle, Havneparken 2, Vejle.

Roberthus Udviklingspark Egtved, Tybovej 2, Egtved.

Green Tech Center, Dandy Business Park, Lysholt Alle 6, vejle

Iværksætterkommune

Der er ikke loft over, hvor mange gange iværksætteren kan trække på hjælp fra erhvervskonsulenterne.

- Det er individuelt og afhænger blandt andet af behov og virksomhedens potentiale, fortæller Per Hein, der vurderer, at de tre erhvervskonsulenter på årsbasis er i kontakt med 300-400 potentielle iværksættere.

Det er en smule mere, end man kunne forvente i en kommune af Vejles størrelse.

- Vejle har altid været godt med på iværksætteri. Vi er, så vidt jeg ved, den eneste kommune, der har vundet titlen som årets iværksætterkommune to gange, og Vejle er kendt ude i landet som en iværksætterkommune, fortæller Per Hein.

Iværksættermiljøer

Udover rådgivning, sparring og matchmaking med investorer arrangerer Vejle Erhverv løbende kurser, foredrag og workshop for både kommende og etablerede iværksættere.

- Vi holder fire gange om året info-møder for potentielle iværksættere, ligesom vi to gange om året holder iværksætterkurser over seks aftener i samarbejde med UCL (tidl. Erhvervsakademi Lillebælt, red.) . Derudover har vi en række iværksættermiljøer - Spinderihallerne, Slagteriet, Green Tech House, Roberthus - hvor iværksættere kan leje sig ind og i 2020 får vi desuden plads i AI Innovation House i Dandy Business Park, fortæller Per Hein.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce