Annonce
Sport

Sådan står det danske landshold efter 2020

Danmark stod klar med stor optimisme mod Belgien og leverede flot, men værterne var bedre. Foto: BELGA PHOTO DIRK WAEM
Kasper Hjulmand har kun tabt til Belgien i sine første otte kampe ved roret. Belgien er nummer et på verdensranglisten.

Det danske fodboldlandshold spiller ikke flere kampe i 2020 og vi har kigget på, hvad Kasper Hjulmands første tid har bragt og hvilke to fikspunkter, der er på vej mod en løsning eller det modsatte. Det er gået bedre end forventet alene på grund af sejren på Wembley over England, som i to kampe ikke kunne score mod Danmark.

Hjulmand har overrasket

Kasper HJulmand har foreløbig virket overbevisende også i sine analyser og har også så småt fået afprøvet sine filosofier. (Photo: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix)

Man kunne godt have troet, at overgangen fra Åge Hareides årelange sejrsrække var for stor en mundfuld for den nye landstræner. Det lykkedes da heller ikke at undgå nederlag i begge kampe mod Belgien, men Danmark spillede godt med, selv om man stadig vil spekulere over, om danskerne under Hareide ville have undladt at presse så højt, som Hjulmand gjorde i perioder af begge Belgiens-kampe. Men at vinde to gange over Island er trods alt en præstation, selv om islændingene havde andre prioriteter i EM-playoff-spillet og iøvrigt synes at have toppet med den generation og skal bygge op påny.

Til gengæld er der sjældent landshold, som vinder på Wembley og det gjorde Danmark, selv om en engelsk udvisning banede vejen og Danmark fik et afgørende straffespark, som næppe havde tålt et VAR-tjek. Samtidig kan man sige, at Hjulmand er gået offensivt til værks, men spillet er ikke så direkte som under Hareide.

Wind har givet friskt pust til angriber-debat

Jonas Wind viste sit format som angriber mod en meget stærk modstander og det gør diskussionen om angriber-udfordringen lige lidt lettere.Foto:  BELGA PHOTO BRUNO FAHY

Jonas Wind viste vejen for alle andre danske angribere, da han endelig fik chancen fra start i en stor landskamp. Wind er en bundintelligent angriber, der løber de rigtige steder og kan gå ned og være med i opspillet og samtidig nå frem til afslutninger. Han er fysisk stærk - ikke verdens hurtigste men har bare de rigtige angriber-løb og den tyngde, der skal til, så han bruge sin gode fødder og sit hovedspil.

For Danmark har ledt efter den angriber, som andre frygter. Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite er andre typer, der dominerer med dynamiske eller hurtige løb, men ingen af dem har rent teknisk ikke det udprægede afslutter-gen, der skal til at score stensikkert på chancerne. De har heller ikke samme touch på bolden som Jonas Wind, og det kostede mod Belgien. Især Yussuf Poulsen er en omstillingsspiller med høj arbejdsmoral og en spiller, der kan vinde dueller men er ikke en klinisk afslutter. Med Jonas Winds fine kampe i Leuven er Kasper Dolberg udfordret og han skal score også mod de store modstandere, som Wind gjorde det mod Belgien.

Det er arven efter Preben Elkjær, Ebbe Sand og Nicklas Bendtner, der skal løftes. Bendtner havde potentialet, men spændte ben for sig selv. Med en træfsikker angriber kan Danmark nå et nøk længere og ikke bare forlade sig på Christian Eriksens chanceskabende pasninger eller dødbolde.

Den gamle sang om venstre back

Opdækningen af blandt andet Belgiens Dries Mertens var en udfordring for Joakim Mæhle (th.) Foto: BELGA PHOTO DIRK WAEM

Jens Stryger Larsen og Henrik Dalsgaard fungerede i et vist omfang under Åge Hareide, fordi deres fornemmeste opgave var at forsvare. De havde tyngden og dynamikken til at komme med hjem og stå med det samme og Jens Stryger en fordel ved at forsvare i venstre side som højrebenet. Til gengæld var det et problem for det offensive back-spil og Daniel Wass synes nogenlunde at have løst det på højre back, mens venstre back er et problem. Robert Skov i samme side som Martin Braithwaite som mod England på Wembley var horribelt rent defensivt, fordi de begge har svært ved at se de rum, de skal dække. Det er muligt, at Skov også skal spille back i Hoffenheim, men han er en offensivt orienteret spiller og kigger mere på bold end defensive rum.

Nu blev Joakim Mæhle prøvet af for alvor mod Belgien og selv om han er en fornøjelse at skue med bolden i det fremadrettede, så faldt han igennem i Leuven og stod forkert mange gange, så Yussuf Poulsen kom til at arbejde alt for meget den forkerte vej. Det gjorde det let for belgierne at kreere meget fra deres højre side. 

Derfor må positionen som venstre back stadig være til debat og emne for granskning hos Kasper Hjulmand hen over vinteren inden forårets venskabskampe som optakt til EM-slutrunden, hvor Danmark igen skal møde Belgien men skrabe de nødvendige point til at gå videre fra gruppen i Parken mod Finland og Rusland.

Forsiden netop nu
Vejle

Efter endnu en uge med rekordhøje smittetal: Disse områder i Vejle er lige nu hårdt ramt