Annonce
Vejle

Særlig smitsom variant er sluppet ind: Væresteder lukker ned i to uger for få bugt med virus

Værestedet Huset i Vesterbrogade er blandt de kommunale væresteder, der er lukket ned på grund af et større corona-udbrud. Arkivfoto
Trods forholdsregler blev syv borgere og fem medarbejdere på kommunale væresteder smittet. Lukning i to uger skal gerne få bugt med corona-virus.

Vejle: Seks sociale væresteder i Vejle Kommune er lige nu lukket af den engelske corona-variant.

Lederen af området, Gülcan Güven Grud, tog beslutning om lukningen sidste lørdag, 13. marts, efter at syv borgere på Papirfabrikken i Vejle og fem ansatte blev testet positive for covid-19.

Cirka 50 borgere og 85 ansatte blev testet i en større aktion, efter at en enkelt medarbejder under et rutinetjek af de ansatte blev konstateret coronasmittet i begyndelsen af uge 10.

Da alle medarbejdere på de kommunale væresteder er tilknyttet flere adresser, bygger beslutningen om at lukke stederne totalt ned på et forsigtighedsprincip, og beslutningen er taget i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed og Vejle Kommunes egen sundheds-afdeling.

- Vi har opretholdt sociale bobler med maksimalt 10 personer, og vi har været påpasselige med hygiejne, håndsprit og social afstand. Alligevel har vi altså oplevet et smitteudbrud, og det kaster mistanke på, at smitten er blevet overført via kontaktflader, forklarer Gülcan Grud.

Annonce

Alle får en opringning

- Derfor har vi i samråd med sundhedseksperterne besluttet, at vi lukker ned alle steder og går ind med ekstra rengøring på alle adresserne. Efter to ugers nedlukning og ekstra grundig desinfektion af alle kontaktflader regner vi med, at vi kan åbne værestederne igen mandag den 29.  marts, tilføjer hun.

De seks væresteder, der er lukkede, er:

"Papirfabrikken" på Gulkrog i Vejle, "Huset" på hjørnet af Vedelsgade og Vesterbrogade, "Café Himmelbå" på Langelinie i Vejle, "Dalhuset" på Dalgade i Egtved, "Parkhuset" på Parkvej i Give og"Egetoft" på Kirkevej i Egtved.

De borgere, der plejer at bruge værestederne, efterlades ikke isolerede. Ifølge centerlederen er personalet stadig på arbejde, så de kontakter borgerne elektronisk inden for værestedernes normale fysiske åbningstid og holder på den måde gang i det sociale samvær online og per telefon.

Annonce

Svært at være i isolation

- Det er også vigtigt at understrege, at de borgere, der er visiteret til at besøg i hjemmet, stadig modtager besøg. Og vi tager selvfølgelig de nødvendige sundhedsmæssige forholdsregler, når vi kommer i hjemmene, fortæller Gülcan Grud.

De ansatte på socialområdet holder også en særlig kontakt til de brugere af værestederne, der har fået konstateret smitte. Som alle andre coronasmittede skulle de gå i isolation, og det har været svært for nogle af dem at praktisere.

- Heldigvis har vi  oplevet en rigtig god opbakning fra pårørende, som hjælper med at forklare og holde borgerne fokuseret på, hvad det er, de skal gøre. Men det er selvfølgelig svært for en del i vores målgruppe, som er borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.

- Nu krydser vi fingre for, at vi får bugt med coronaen, så vores borgere atter kan få  deres normale hverdag med besøg på værestederne tilbage, siger Gülcan Grud.


Det er vigtigt at understrege, at de borgere, der er visiteret til at besøg i hjemmet, stadig modtager besøg.

Gülcan Grud


Væresteder er vigtige sociale oaser for brugerne. Dette foto fra eftermiddagskaffen i Parkhuset i Give er taget længe før, nogen havde hørt noget til coronavirus. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Se Knuds første stik: 766 fik med nålen på den store vaccinationsdag - og der er plads til endnu flere

Sport

Give starter ligaen i København

Annonce