Annonce
Vejle

Sæt så farten ned! Rumlestriber skal bremse cyklister på gale veje

De midlertidige rumlestriber i Vissingsgade forhindrer ikke cyklister i at passere - men spærringen kan måske få nogle til at sætte farten ned, inden de krydser selve gågaden. Foto: Noah Hohn
Kommunen ved, at spærring i Vissingsgade ikke er ideel - men forstår godt frustration hos butikkerne i sidegaden til gågaden.

Vejle: Sæt så farten ned!

Sådan lyder den indirekte besked fra Vejle Kommune til cyklister og andre tohjulede trafikanter i Vissingsgade. Budskabet bliver formidlet via en spærring på tværs af sidegaden til gågaden.

I sidste uge anbragte vejfolkene den midlertidige forhindring med såkaldte rumlestriber:

- Vi vil gerne have, at cyklisterne sætter farten ned. Det er et eksperiment i en kort periode efter aftale med butikkerne i gaden. De oplever, at cyklisterne kommer alt for hurtigt og nærmest snor sig mellem tøjstativer og andet i gaden. Det er også farligt for kunderne, forklarer projektleder i kommunens afdeling for Anlæg & Infrastruktur Gitte Fuhr Thomsen.

Annonce
Hvis betjentene satte sig på en bænk hernede, kunne de uden problemer udskrive 50 bøder i timen.

Jane Skriver, butiksejer - til Vejle Amts Folkeblad i september sidste år

Frygter for ulykker

Projektlederen er med på, at spærringen ikke er en løsning på længere sigt. Den generer nemlig samtidig folk i kørestol og med rollator:

- Men vi kan ikke umiddelbart lave et hul i spærringen til kørestole og rollatorer. Så vil cyklisterne bare køre igennem der, siger Gitte Fuhr Thomsen.

Den midlertidige spærring er aftalt efter et møde i det såkaldte BID-samarbejde. Her mødes de handlende i et område et par gange om året med repræsentanter for kommunen for at drøfte aktuelle problemer - og her har cyklisternes færden været på dagsordenen i flere omgange.

Vejle Amts Folkeblad skrev senest om problemet for et år siden. Dengang fortalte Jane Skriver, der ejer børnetøjsforretningen Kikidee, hvordan cyklister og ikke mindst knallerter blæser på forbuddet mod at køre i gaden i butikkernes åbningstid:

- Vi har mange børn inde i butikken - og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker den dag, en af dem beslutter sig for at løbe ud af butikken samtidig med, at der kommer en knallert med 40 kilometer i timen forbi. En cykel kan såmænd være slem nok, lød det dengang fra Jane Skriver.

Advarsel fra politiet

I forbindelse med avisens omtale udtalte kommunen, at problemet var op til politiet - men i dag forklarer Gitte Fuhr Thomsen, at kommunen er klar til at hjælpe via forsøget med rumlestriberne:

- Politiet har været forbi for at give advarsler. Men det er ikke nok til at forhindre cyklisterne og andre i at køre hurtigt igennem. Derfor forsøger vi med denne midlertidige løsning, siger projektlederen.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce