Annonce
Børkop

Søndagens juletræsfest i Brejning bliver - nok - alligevel ikke den sidste

Også i år er der juletræsfest i Brejning. Og det tyder på, at den tradtion kan fortsætte. Arkivfoto: Benny Nielsen.
Søndag er der vanen tro juletræsfest i Brejning. Og det tyder på, at festen også kan finde sted til næste år, for selvom arrangøren Brejning Borgerforening har været meget tæt på at måtte nedlægge sig selv, er der lys på toppen af træet.

Brejning: Juletræet er pyntet, julemanden kommer forbi, og æbleskiverne skal lunes.

Søndag 1. december er der atter tid til den traditionsrige juletræsfest i Brejning, hvor børn og voksne myldrer til Børnehuset Blæksprutten for at julehygge.

Sådan har det været i mange år, og med møje og besvær tyder det på, at det er en tradition, som får lov at fortsætte. Arrangøren, Brejning Borgerforening, har ellers været så tæt på at nedlægge sig selv, som man snart kan komme.

Faktisk er der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 10. december, hvor punktet på dagsordenen er, om foreningen kan fortsætte eller ej. Og det tyder nu på, at den fortsætter.

Der har ellers været svært at finde kræfter, som vil deltage i bestyrelsesarbejdet, men her kort før både juletræsfest og generalforsamling, blæser der positive vinde gennem Brejning.

- Vi kan med glæde konstatere, at der er folk, som har meldt sin interesse til at deltage i bestyrelsen, så det tyder på, at Brejning Borgerforening kan fortsætte sit arbejde, siger Niky Thomsen, der er medlem af bestyrelsen.

Annonce

Brejning Borgerforening

Brejning Borgerforening har cirka 175 medlemmer. der er tale om husstandsmedlemsskaber. Det koster 125 kroner om året at være medlem.

Foreningen har blandt andet til formål at skabe kulturelt liv i Brejning samt fremme initiativer, der forskønner byen og/eller fremmer byens tarv.

Mere ro i sinde

Brejning Borgerforening har gennem 62 år været et synligt billede, når Brejning holder fest.

Det er borgerforeningen, som står bag flagalleén ved konfirmationerne, det store sensommermarked ved Spar Købmanden samt altså også juletræsfesten.

Og juletræsfesten kan i år holdes med mere ro i sinde, end for bare få dage siden.

- Vi valgte at afholde den ekstraordinære generalforsamling efter juletræsfesten, så vi kunne være sikre på, at festen nåede at blive gennemført, men heldigvis ved vi nu, at vi kan gå rundt om juletræet i visheden om, at der fundet friske kræfter, som gerne vil være med i bestyrelsesarbejdet, siger Niky Thomsen.

Mange år med juletræ

Juletræsfesten finder som nævnt sted på søndag. Festen har så mange år på bagen, at ingen helt ved, hvornår den startede.

- Jeg tror ikke, det var helt fra start der for 62 år siden, men det er bestemt i mange år, så det er da en stor tradition. Det har i alle år været afholdt i Brejning Forsamlingshus, men sidste år kunne vi ikke leje det på datoen, så vi rykkede i Børnehuset Blæksprutten, og det er også der, det kommer til at foregå i år. Der plejer at være fuld hus, og det tror vi også sker i år, siger Niky Thomsen.

Juletræsfesten var egentlig oprindeligt for borgerforeningens medlemmer, men alle er velkomne. Ønsker man slikposer til børnene, skal de bestilles hos Spar i Brejning. Der er to gratis poser for medlemmer, mens ikke medlemmer kan købe poserne, som så deles ud ved juletræet.

Juletræsfesten finder sted i tidsrummet 11.30 til 14.30.

Den ekstraordinære generalforsamling finder sted tirsdag 10. december på Café Brejning. Her skal den nye bestyrelse vælges. Også her er alle velkomne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Annonce