Vejle Kommune investerer 600.000 kroner i et mountainbike-spor i Sønderskoven, hvor alle uanset færdigheder kan cykle.
Vejle: Myggene sværmer om benene på Christoffer Stjernholm, der læsser knust norsk granit ud på den sti, han har gravet i skovbunden.
Han er indehaver af Jelling-virksomheden Trailtek, som Vejle Kommune har hyret til en flere måneder lang anlægsopgave i Sønderskoven.
Kommunen har søgt fondsmidler og både Friluftsrådet og byrådet har bevilget penge, så der er afsat i alt 600.000 kroner til at anlægge et langt og vejrbestandigt mountainbikespor i den bynære skov.
Målet er, at sporet skal være otte kilometer langt og gå rundt i hele skoven på begge sider af Mølholmdalen.
Om de afsatte penge rækker til at nå hele sporet rundt, er dog usikkert, idet det er første gang, kommunen hyrer en entreprenør til at anlægge et spor. I Nørreskoven var det hovedsageligt frivillige fra Mountainbike Club Vejle med hjælp fra kommunens egne folk, der anlagde det 5,2 kilometer lange spor her.
Kristian Jager Nykrog, projektleder hos Natur og friluftslivVi er spændt på, hvor langt pengene rækker. Vi kender ikke prisen per meter, for det afhænger af tidsforbruget og terrænet.
Kender ikke prisen
- Vi er spændt på, hvor langt pengene rækker. Vi kender ikke prisen per meter, for det afhænger af tidsforbruget og terrænet. Men pengene rækker til, at Christoffer og en ansat kan arbejde på projektet til hen i august, og vi hører blandt andet fra Silkeborg, at et spor koster mellem 100.000 og 150.000 kroner at anlægge per kilometer, fortæller projektleder i Vejle Kommunes Natur og friluftsliv, Kristian Jager Nykrog.
Omkring to tredjedele af sporet kommer til at gå på nyanlagte stier, hvor entreprenøren fjerner al organisk materiale i skovbunden i omkring 10 centimeters dybde. Når Christoffer Stjernholm når ned til leret, lægger han et cirka 20 centimeter højt lag af knust granit ud på sporet.
Vandet skal løbe af
- Granitten pakker utroligt godt, og kunsten er at skabe et spor, som vandet kan løbe af. På den måde bliver det ikke kørt op, og vi prøver at anlægge det til intensivt brug året rundt, fortæller entreprenøren, der har bygget spor i fire år og blandt andet været med til at bygge 26 kilometer i Harreskoven på Sjælland.
I Vejle kommer sporet til at adskille sig en hel del fra det spor i Nørreskoven, som blev inviet sidste år. I Nørreskoven er den ene af de to sløjfer teknisk meget krævende, mens turen byder på 330 højdemeter.
Noget for alle
Det nye spor bliver langt fra så teknisk krævende, og der er slet ikke de samme hårde stigninger som i søsterskoven mod nord. Det konstaterede formanden for teknik og miljøudvalget, Karl Erik Lund (DF), der var med ude at inspicere sporarbejdet.
- Der skal være noget for alle, og når vi vælger at bevilge penge til et spor her, så hænger det sammen med, at det både er sundhedsfremmende, at det er med til at give bosætning i kommunen, og så vil vi gerne tiltrække mountainbikeløb på højt niveau, fortæller udvalgsformanden.
Sportsligt er målet at trække internationale løb til Vejle. Det gælder blandt andet de såkaldte HC-løb, hvor eliten samler point til at kvalificere sig til World Cup. En afdeling af mountainbikernes internationale superliga er det ultimative mål for kommunen og for Mountainbike Club Vejle, og det egner sporet i Nørreskoven sig til.