Annonce
Vejle

Søvndal sejrer i udlændingemagtkamp

Selv om SF's formand, Villy Søvndal, nu har fået grønt lys fra partiets tillidsfolk til at se "positivt" på de foreslåede nye familiesammenføringsregler, så har han langt fra lukket munden for tid og evighed på sine interne kritikere. Alt tyder da også på, at SF - og Socialdemokraterne - ender med at stemme nej til aftalen mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti, når den kommer til afstemning i folketingssalen. Efter at SF's landsledelse torsdag aften - med stemmerne 13 for og 3 imod - godkendte Villy Søvndals forhandlingslinje på et stormfuldt tre timer langt hastemøde på Christiansborg, har kritikerne dog accepteret partiformandens bøn om en time-out. Trine Pertou Mach, som sammen med Lisbeth Bech Poulsen og Poul Overlund-Sørensen stemte imod forhandlingslinjen, nøjes med at konstatere: - Jeg står ved det, som jeg har sagt. Heller ikke de to mest åbenmundede kritikere i folketingsgruppen, socialordfører Özlem Cekic og menneskerettighedsordfører Kamal Qureshi, ønsker i dag at puste mere til ilden. Ifølge Ritzaus oplysninger forventer selv Villy Søvndals kritikere dog, at processen sandsynligvis ender som under forårets debat om et lignende pointsystem. Da regeringen og Dansk Folkeparti dengang indførte et pointsystem, der skal give hurtigere permanent opholdstilladelse til de udlændinge, som gør en markant indsats for at blive integreret i det danske samfund, var SF og Socialdemokraterne i første omgang også positive over for idéen, hvis det kunne fremme integrationen. Dengang viste rundspørger imidlertid, at SF's bagland langt fra var enig med partitoppen, og efter at SF og Socialdemokraterne havde fået nærlæst lovforslaget, kom de da også frem til, at de ikke kunne stemme for den samlede aftale. En aftale som nemlig reelt blot var endnu en stramning af reglerne.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce