Annonce
Vejle

S-forslag blev afvist som ulovligt - partiet prøver igen

Birgitte Vind fik ikke lov at argumentere for sit forslag - men hvis hun havde fået muligheden, ville hun have fremhævet vigtigheden af, at kommunens ansatte og politikere ikke får en dårlig smag i munden, når de spiser ude på skatteborgernes regning. Arkivfoto: Mette Mørk

Birgitte Vind er målløs over, at hendes forslag om krav om ordentlige løn og ansættelsesvilkår blev strøget af Vejle Byråds dagsorden.

Vejle: Vejle Kommune skal stille krav om ordentlige arbejdsvilkår hos de restauranter og madleverandører, som kommunen benytter.

Det mener Socialdemokratiet med byrådsmedlem Birgitte Vind i spidsen. Men nej - siger kommunens juridiske afdeling. Det vil være ulovligt at vedtage det forslag, som partiet stillede ved det seneste byrådsmøde.

På den baggrund besluttede borgmester Jens Ejner Christensen (V) at pille sagen af byrådets dagsorden. Til stor undren for ikke mindst Birgitte Vind.

- Jeg var målløs - og det er jeg stadig. Man taler om at kræve overenskomst - og det er slet ikke det, forslaget går på - blot overenskomstlignende vilkår, siger socialdemokraten.

Annonce

Birgitte Vinds forslag

Birgitte Vinds forslag på det seneste byrådsmøde lød som følger:


  • Ved indkøb af restaurationsydelser over 5000 kroner benytter Vejle Kommune sig alene af leverandører, der er godkendt på Vejle Kommunes leverandørliste.
  • Der udarbejdes en leverandørliste med de leverandører, der har tilkendegivet at ville udføre ydelserne i henhold til kommunens vedtagne arbejdsklausul, der forpligter leverandører til at sikre medarbejderen løn- og ansættelsesvilkår, som svarer til et overenskomstmæssigt niveau.
  • Ordningen gælder eksempelvis ved levering af forplejning, afholdelse af arrangementer, døgnseminarer, temadage og lignende, hvor ekstern leverandør benyttes, herunder cafeer, restauranter, hoteller eller øvrige cateringfirmaer.

Afvist i sidste øjeblik

Hun fik besked om afvisningen få timer før byrådsmødet. Derfor havde hun ikke mulighed for at gå dybere i begrundelsen. Men hun nåede at kontakte Svendborg Kommune, der har lignende krav:

- Og her var man lige så overraskede over holdingen hos juristerne i Vejle, siger Birgitte Vind.

I forbindelse med afvisningen bad hun om en nærmere skriftlig forklaring. Den har hun siden fået på mail fra byrådssekretær Stella Bøttger. Her forklarer hun - akkurat som borgmesteren gjorde i byrådssalen- at det ikke er en kommunal opgave at tage hensyn til løn- og ansættelsesvilkår for ansatte hos kommunens leverandører af varer og tjenesteydelser.

I den forbindelse henviser byrådssekretæren til en udtalelse, som Indenrigsministeriet kom med i 1999. Her gjorde ministeriet det klart, at en kommune ikke kan kræve, at leverandørerne har indgået kollektiv overenskomst med de ansatte.

Prøver igen

- Men det er jo heller ikke det, vi gør. Derfor vil jeg genfremsætte forslaget, siger Birgitte Vind.

Vejle Kommune har i forvejen de såkaldte arbejdsklausuler indskrevet i de kontrakter, der indgås i forbindelse med udbud af bygge- og anlægsopgaver. Den beslutning traf et splittet byråd for fire år siden. I det lys spurgte den konservative Dan Arnløv Jørgensen, om det så også var ulovligt.

Han fik aldrig svar, men ifølge Stella Bøttger er der forskel på at kræve klausuler på bygge- og anlægsområdet i forhold til tjenesteydelser.

KL: Op til kommunerne selv

Men andre kommuner har altså valgt at gøre netop det. Ifølge det faglige fællesforbund BATs hjemmeside har 69 ud af 98 kommuner i dag klausuler i forbindelse med tjenesteydelser.

Og når man spørger i Kommunernes Landsforening, henviser chefkonsulent Christel Andersen til paragraf 8 i cirkulæret om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter:

Det henstilles, at alle kommuner og regioner anvender arbejdsklausuler i bygge- og anlægskontrakter efter retningslinjerne i dette cirkulære uanset kontraktens størrelse samt i øvrige kontrakter, hvor det er hensigtsmæssigt.

Dermed er det ifølge svaret fra Christel Andersen overladt til de enkelte kommuner selv at afgøre, i hvilket omfang man ønsker at indføre arbejdsklausuler - mens svaret fra Indenrigsministeriet, som danner baggrund for Vejle Kommunes afvisning, taler om krav om "kollektiv overenskomst".

- Og det er ikke det, vi ønsker, blot løn og ansættelse på overenskomstmæssigt niveau, understreger Birgitte Vind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce