Annonce
Danmark

S og V vil debattere influenceres reklame målrettet børn: Teknologien har overhalet lovgivningen

Da avisen Danmark besøgte Skt. Klemensskolen i Odense, fortalte flere af de 12-13 årige elever, at de føler de har et særligt bånd til de youtubere og instagrammere, de følger. Foto: Michael Bager
Teknologien er løbet fra lovgivningen. Sådan lyder det fra Socialdemokratiet, der ønsker en debat om influenceres markedsføring overfor børn. Venstre kalder markedsføringen bekymrende og vil have ministeren til at reagere.

Markedsføring: Børns Vilkår ønsker et forbud mod influenceres markedsføring målrettet børn. Om det er løsningen vil hverken Socialdemokratiet eller Venstre lægge sig fast på, men begge partier mener, influencerne har for frit spil i dag.

- Den massive reklame rettet mod børn bekymrer os, for vi har i dansk reklame og markedsføringslovgivning taget en række initiativer for at beskytte børn, og de bør ikke bare kunne omgåes og underløbes af influencere med flere, siger Ellen Trane Nørby, børneordfører for Venstre.

Når Børns Vilkår tænder advarselslampen nu, skyldes det, at de gennem samtaler med børn på landets folkeskoler oplever, at de ikke kan gennemskue influencernes reklamer. Børnene opfatter instagrammerne og youtuberne som deres venner og er ofte ikke klar over, at de kan være organiseret i bureauer, der matcher dem med virksomhederne, de reklamerer for. Virksomhedernes markedsføring gennem influencere er fortsat stigende, og derfor mener Socialdemokratiet også, det er på tide at give reguleringen af influencere et eftersyn.

- Det er klart, at vi har markedsføringsloven nu, men her er vi i en gråzone mellem traditionel markedsføring og markedsføring på sociale medier, hvor vi har den her "vi er gode venner" relation. Det kræver nye grænser, der skal drages, siger Jens Joel, børneordfører for Socialdemokratiet og fortsætter:

- Vi tager fat på den debat både for at beskytte børn og unge mod markedsføring, de ikke kan gennemskue, men også for at lave færdselsregler på nettet. Meget af den aktivitet, der foregår på nettet er drevet af teknologien og brugerne, og her er endnu et eksempel på, at udviklingen er gået enormt stærkt og er kommet foran lovgivningen.

Annonce

- Minister skal reagere

Børns Vilkår anførte også, at den såkaldte barn til barn markedsføring, der foregår på de sociale medier i dag, slet ikke burde være mulig, hvis markedsføringsloven blev håndhævet. Den opfattelse deler Ellen Trane Nørby.

- Omgåelse af markedsførings og reklamelovgivningen rettet mod børn er en problemstilling vi bliver nødt til at have ministeren til at reagere på. Enten ved at sikre en bedre håndhævelse, eller hvis nødvendigt ved at Folketinget ser på, om lovgivningen kan omgåes så børn ikke beskyttes i det omfang, vi har ønsket, siger hun.

Debatten om influencere og deres indflydelse på børn og unge nåede for alvor politikerne på Christiansborg denne sommer, da den kendte Youtuber og Instagrammer Fie Laursen forsøgte at tage sit eget liv, efter at have delt et selvmordsbrev med sine 334.000 følgere på Instagram. Det fik børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil (S) til at foreslå, at influencere med mange tusinde følgere fremadrettet skulle underlægges Pressenævnets regler.

Bedre oplysning til børnene

Netop influencernes påvirkning på børn er noget af det, Jens Joel (S) gerne vil have med i debatten om internetstjernerne på Youtube og Instagram.

- Når de ikke er markedsføringssøjler, men nogle der påvirker, skal de være opmærkesomme på, de har et ansvar for de tanker og bevægelser, de sætter i gang. Når de kommunikerer til utrolig mange, mener vi også, de skal omfattes af de regler og etiske kodeks, som massemedierne og reklamebureauerne er, siger han.

Hos Enhedslisten er børneordfører Jakob Sølvhøj enig i, at der skal ses på influencernes påvirkning af børn. Men han mener også, at en del af indsatsen bør være at give børnene bedre digitale kompetencer.

- Det er moralsk forkasteligt, at virksomheder prøver at prakke børn produkter på gennem influencere. Men det vi kan er at sørge for at være meget restriktive, så det fremstår tydeligt, der er tale om reklame fra en virksomhed. Samtidig skal vi sørge for, at børn og unge bliver gjort bevidste om, hvad de kan blive udsat for på nettet. Vi kunne advare børn om den her markedsføring, som måske har et annoncestempel, men som alligevel kommer til at fungere som skjult reklamevirksomhed i de unges bevidsthed, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

På vej forbi 2000 sølvmønter: Uhrhøjskatten har taget andenpladsen

Annonce