Annonce
Vejle

S-politiker vil kæmpe mod rød togbro

Togbroen skal igen til debat, når forligsparterne bag Togfonden igen mødes til drøftelser om fase to. Arkivillustration

Vejle: "Jeg er imod en togbro." Så kort og bestemt lyder det fra folketingsmedlem Birgitte Vind (S), efter at landets nye transportminister, Benny Engelbrecht (S) har meldt ud, at han vil have gang i anden fase af Togfonden.

En del af Togfonden er nemlig togbroen over Vejle Fjord, og selvom et møde om Togfonden ifølge Birgitte Vind er det rigtige og ansvarlige at gøre, så får netop det lokale punkt ikke støtte fra hende.

- Der er ingen tvivl om min holdning i partiet. Jeg synes, der er mange ting, der må komme før en togbro, men der er også mange elementer, der skal gå op for at få den kollektive trafik til at hænge sammen i hele landet, siger Birgitte Vind.

Hun har derfor kontaktet ministeren efter hans udmelding for at gøre det klart, at ikke alle er lige begejstrede for planerne om broen - især ikke i Vejle.

- Jeg har mindet ham om, at der er Vejle-modstand mod togbroen, og jeg vil bede ham om, at han gentænker og genberegner investeringsomkostningerne i forhold til, hvad vi får ud af en togbro. Måske skal vi sætte ind andre steder først, foreslår hun.

Jeg har været ærlig hele vejen igennem. Jeg er ikke begejstret for togbroen, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi ikke får den. Det er ikke mig alene, der kan afgøre det, men jeg kan prøve at påvirke det. Vi skal huske, at den egentlig er besluttet, så det, vi kan gøre nu, er at se, om vi kan påvirke og finde andre ting, vi kan gøre.

Birgitte Vind (S), nyvalgt folketingsmedlem

Vil ikke stemme imod i salen

Under valgkampen op til folketingsvalget meldte Birgitte Vind ud, at hun - ligesom andre lokale folketingskandidater - ikke vil støtte en togbro over Vejle Fjord. Men hun vil ikke gå mod sit parti, hvis der skal stemmes om den omdiskuterede jernbaneløsning.

- Det er vigtigt at kæmpe for, hvad man tror på, og jeg tror ikke, en togbro er den bedste løsning. Men kommer det til en afstemning i folketingssalen, så står jeg bag mit parti, for skal jeg gøre indflydelse, så skal jeg stå ved mit parti. En død politiker er en dårlig politiker, siger hun.

Tidligere har hun talt om togbroen med nuværende statsminister Mette Frederiksen, og når hun mødes med transportministeren igen, vil hun gentage fortællingen om vejlensernes forhold til en togbro.

- Jeg har en interesse i, at han kender den lokale modstand. Der er ingen minister, der vil gøre noget ondt, og han er ikke sat i verden for at skabe vrede, men for at løse problemer. Der vil altid være nogle, der bliver ramt. Det er en upopulær beslutning, men ministeren er interesseret i at løse et problem, forklarer hun.

Togbroen

  • Aftalen om togbroen har været undervejs siden 2014, men tidligere i år meldte Dansk Folkeparti sig ud af aftalen, og dermed faldt drømmene om en jernbaneforbindelse over fjorden i første omgang til jorden. Det vakte glæde i Vejle, hvor borgmesteren hilste beslutningen velkommen.
  • Efter folketingsvalget 5. juni 2019 blev den blå regering erstattet af den røde regering med Socialdemokraterne i front, og på den baggrund kan fase to af den samlede transportløsning, Togfonden, begyndes, mener transportminister Benny Engelbrecht, der har inviteret forligspartnere til møde om Togfonden.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce