Annonce
Erhverv

Salg af medicin til udlandet trækker dansk eksport frem

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den danske eksport er steget med 8,4 procent i årets første fem måneder. Medicin og maskiner trækker op.

Den danske eksport af varer til udlandet gik frem i maj, og det var trukket op af kemikalier og medicin.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Eksporten steg med 3,8 procent i maj sammenlignet med året før.

Dansk Industri, der repræsenterer omkring 10.000 virksomheder i Danmark, fremhæver en stærk eksport til USA. Det er blandt andet medicin, der trækker op i salget til amerikanerne.

- Amerikanerne har gang i historiens længste opsving, med utrolig lav ledighed og stigende realløn. Sammen med en stærk dollar har det løftet vores eksport til USA, skriver chefanalytiker Allan Sørensen i en kommentar.

For årets første fem måneder er eksporten samlet set gået op med 8,4 procent.

Allan Sørensen betegner det som en god udvikling. Det er særligt, set i lyset af at verdensøkonomien knirker - blandt andet som følge af handelskrigen mellem USA og Kina.

- Medicin, fødevarer og vindmøller er mindre følsomme over for økonomiske op- og nedture, og det er med til at forklare, hvorfor dansk eksport har klaret sig så flot i en tid med svag efterspørgsel i udlandet, siger Allan Sørensen.

Hos Dansk Byggeri, interesseorganisation for virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, konstaterer cheføkonom Bo Sandberg, at Danmark hidtil har undgået at blive ramt af handelskrigen.

- Det kan det godt være, at USA og Kina bekriger hinanden med toldsatser og tekniske handelshindringer.

- Men indtil videre ser det ud til, at Danmark ligger som en smørklat mellem de to supermagter, skriver han i en kommentar.

Han henviser til, at salget til begge lande er steget kraftigt i år. Eksporten til USA og Kina er øget med henholdsvis 31 og 21 procent i 2019.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle For abonnenter

Borgmesterkandidat med kampgejst: Han har ført sag mod sin egen kommune og været i strid med fagbevægelsen

Annonce