Annonce
Vejle

Salling Group efter grundkøb: Ny Netto i Vejles midtby er ingen selvfølge

Lars E. Alrø Automobiler har solgt sin forretning. Foto: Mette Mørk
Salling Group overtager hjørneejendommen, hvor Lars E. Alrø Automobiler har haft hjemme i mange år. Det betyder ikke nødvendigvis, at den nye ejer stikker spaden i jorden.

Vejle: Brugtvognsforhandler Lars E. Alrø har valgt at sælge sin hjørneejendom på Østerbrogade og Stormgade til Salling Group, som dermed ejer hele den firkant, der er omfattet af lokalplan 1255 og inkluderer Windfeld-Hansens Centret og Føtex' store parkeringsplads.

Det er en handel, som ejendomschef hos Salling Group, Kim Langkjær Fuglsang, er godt tilfreds med.

- Vi har haft en optionsaftale på grunden liggende i skuffen i en del år, men vi har ikke vidst, om vi ville udnytte den. Nu ville autoforhandleren gerne sælge, og vi har besluttet at købe ejendommen, så vi kommer til at eje den sidste del af hele firkanten. Så nu sidder vi med alle kort på hånden, fortæller Kim Langkjær Fuglsang.

Det er blot ni måneder siden, at byrådet vedtog lokalplanen, som udstikker rammerne for det store byggeri, dagligvaregiganten har sat i gang på hjørnet af Holmen og Windfeld-Hansens Gade.

Annonce

Det er vores direktion, der suverænt træffer den beslutning, og det har de ikke gjort endnu. Det kan være, at de ønsker at bruge tiden og kræfterne andre steder.

Kim Langkjær Fuglsang, ejendomschef Salling Group

Lokalplan er klar

Lokalplanen fastsætter rammerne for et centerområde mellem Holmen og Stormgade ud mod Østerbrogade og Windfeld-Hansens Gade, hvor Windfeld-Hansens Centret skal udvides og forvandles til Føtexhus.

Men lokalplanen kridter også banen op for et andet byggeprojekt på hjørnet af Stormgade og Østerbrogade, hvor Salling Group tidligere har præsenteret illustrationer af et boligbyggeri med en Netto i stueetagen.

Det er netop arealet til dette projekt, Salling Group har erhvervet. Men det betyder ikke, at dagligvarekoncernen nu sætter spaden i jorden og bygger en Netto og flere boliger på hjørnegrunden.

Uvis skæbne for bygning

- Vi kigger på udviklingen af det store projekt ved Føtexhus, og når vi er godt inde i udlejningen af boliger i det projekt, træffer vi beslutning, om vi skal gå videre med næste etape i den modsatte ende af grunden. Det er vores direktion, der suverænt træffer den beslutning, og det har de ikke gjort endnu. Det kan være, at de ønsker at bruge tiden og kræfterne andre steder, siger ejendomschefen.

Uden et mandat til at sætte byggeriet i gang af en Netto og boliger i op til fire etager ved Stormgade, er det usikkert, hvad skæbnen for bygningen med det nu lukkede værksted på hjørnegrunden bliver.

Nedbrydningsfirmaet, der har brudt spinderibygningerne ved Windfeld-Hansens Centret ned, er ikke bestilt til at fjerne den tidligere brugtbils-bygning i det nordøstlige hjørne af parkeringspladsen.

- Det er ikke afklaret, hvad der skal ske med Alrø-bygningen. Vi skal først overtage den formelt, og først derefter begynder vi at kigge på, hvad vi skal med den. Det er muligt, at vi tager en korttidsudlejning på et halvt eller trekvart år, så vi får dækket vores omkostninger i perioden. Det kan også være, at vi kan bruge bygningen internt, siger Kim Langkjær Fuglsang.

Sådan er det fireetager høje byggeri med en Netto i stueetagen illustreret i den ni måneder gamle lokalplan for centerområdet mellem Holmen og Stormgade. Her ses byggeriet fra Stormgade ved Østerbo. Illustration: Vejle Kommune

Kommunens ønske

Han fortalte i foråret 2018, at han overvejede at sende håndværkerne videre fra Føtexhus til byggeprojektet ved Stormgade, når det store byggeprojekt var afsluttet. Det ville betyde, at en ny og 1350 kvadratmeter stor Netto skulle åbne i slutningen af 2020, samtidig med at byggeriet skulle rumme 12 lejeboliger på etagerne ovenover butikken.

- Det var Vejle Kommune, der ønskede at lave en lokalplan, der dækker hele matriklen, og derfor lavede vi et projekt med en dagligvarebutik og boliger i den ende af arealet, fortæller ejendomschefen.

Kommunen var forpligtet til at lave en lokalplan for den del af arealet, fordi en anden projektudvikler havde henvendt sig med et byggeprojekt. Men da Salling Group i forvejen ejede den største bid af området, blev lokalplanen lavet ud fra dagligvarekoncernens projekt, som indtil videre kun er et skuffeprojekt.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Midtby-udlejere: - Uacceptabelt at vi stadig skal døje med oversvømmelser

Erhverv

Varde Garten er kommet godt fra start

Vejle For abonnenter

Undren hos organisation: Svensk produkt ulovligt - men lignende dansk produkt er lovligt

Annonce