Annonce
Fredericia

Samklang: De små foreningers forening fylder ti år

Samklang har en meget flad struktur, der gør det muligt for alle de deltagende foreninger at suge viden til sig - og bidrage med viden. Her er det, fra venstre: Solveig Knudsen fra Lungeforeningen, Malene Paloposki fra Social Sundhed Fredericia, Tommy Dall fra Diabetesforeningen og Annemarie Mogensen fra Kræftens Bekæmpelse, som er Samklangs absolut største forening. Foto: Peter Friis Autzen
I ti år har en kreds af især små foreninger for patienter og udfordrede samarbejdet og delt viden.

Fredericia: Man kan mere sammen end hver for sig. Dét er tanken bag Samklang, der 21. september fylder ti år.

Samklang er en forening af fredericianske foreninger. Her mødes foreningernes repræsentanter og udveksler erfaringer, gode råd og deler netværk.

- Lige nu er vi 11 medlemsforeninger, siger Samklang-formand Annemarie Mogensen.

Nogle af medlemsforeningerne er meget små - helt ned til en håndfuld medlemmer. Så der er brug for at udnytte hinandens erfarings-bank.

Annonce
Når man er en meget lille forening, er det godt at kunne trække på andres erfaringer.

Malene Paloposki, Social Sundhed Fredericia

Resultater og udvikling

Undervejs i de ti år er en del mindre foreninger faldet fra efter at være gået i opløsning.

- Når en forening for en bestemt patientgruppe er meget lille, bæres den ofte af nogle ganske få mennesker, som selv har sygdommen. Og så er de selvfølgelig sårbare og kan ende med at nedlægge sig selv. Det er sket for nogle, men heldigvis ikke for alle, siger Annemarie Mogensen.

Netop det at give de allermindste foreninger et rygstød og en platform er hele idéen bag Samklang. Og det virker, fortæller flere foreningsrepræsentanter, da avisen besøger dem i Frivilligcentret, Vendersgade 63.

- Samklang har hjulpet os med synlighed - noget, som var en kæmpe udfordring for os, siger Malene Paloposki fra Social Sundhed Fredericia.

- Alle er jo presset. Så hvis man via Samklang kan gøre en forskel, er det bare godt, siger Tommy Dall fra Diabetesforeningen.

- Et godt netværk er vigtigt. Og her har jeg kunnet trække på nogle gamle garvede rotter, siger Solveig Knudsen fra Lungeforeningen.

Satte aftryk på Sundhedshuset

Samklang arbejder ikke kun med at udvikle medlemsforeningernes netværk og muligheder.

- Vi satte også et meget stort aftryk på, hvordan Fredericias Sundhedshus skulle indrettes, og hvad det skal indeholde. Vi holdt flere store møder med borgere og politikere om det, siger Annemarie Mogensen.

Om et års tid skal Frivilligcentret - og dermed også Samklang - selv flytte ind i Sundhedshuset.

- Det bliver underligt at flytte fra det gode gamle hus her. Men det bliver godt for tilgængeligheden. Huset her i Vendersgade har en del trapper, som er svære at håndtere for blandt andre Lungeforeningens medlemmer. Så i dén forstand bliver det godt at komme op i Sundhedshuset, siger Solveig Knudsen.

Elleve foreninger i forening - flere er velkommen

Samklang fylder ti år 21. september. Lige nu er 11 foreninger med i samarbejdet. Det er:

  • Hjerteforeningen, som har været med fra start.

  • Diabetesforeningen, som har været med fra start.

  • Scleroseforeningen, som har været med fra start.

  • Hjerneskadeforeningen, som har været med fra start.

  • Kræftens Bekæmpelse, som har været med fra start.

  • Gnisten

  • Sind

  • Oesteoroporose-foreningen Trekanten

  • Netværksgruppen for lungesyge

  • Social Sundhed Fredericia

  • Tilforordnet

Foredrag er populære

Samklang-foreningerne samarbejder også om at arrangere foredrag. Det sker eksempelvis 10. oktober, hvor Peter A. G. Nielsen taler om "Det sansende menneske". Det sker i Idrætshuset på den gamle Købmagergade Skole.

- I det hele taget er vi glade for at arrangere foredrag sammen, siger Annemarie Mogensen.

Et af de mest velbesøgte var for et par år siden, hvor Fredericia var ramt af omfattende lægemangel. Her holdt en tilflyttende læge præsentationsforedrag under temaet "Mangler du en læge?".

- Der kom så mange mennesker, at lokalet var helt fyldt, og vi måtte have ekstra stole ind, siger Annemarie Mogensen.

Samklang fejrer sin runde fødselsdag med en inspirationstur til Sinds nye hus i Tønder.

Repræsentanter fra medlemsforeningerne mødes med jævne mellemrum til udvelsking af erfaringer og idéer. Det foregår i Frivilligcentret. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Nul østers-status til lokale gourmet-kokke

Vejle

Midtby-udlejere: - Uacceptabelt at vi stadig skal døje med oversvømmelser

Annonce