x
Annonce
Jelling

Se billeder fra Kollerup Skole: En musical i Kim Larsens ånd

6. klasse på Kollerup Skole har været travlt beskæftiget med at blive klar til årets musical. Torsdag var den store dag med generalprøve om formiddagen, og den endelige fremvisning om aftenen foran forældre, elever og personale. Foto: Mette Mørk
Kim Larsen døde i 2018, men hans sangtekster lever stadig i bedste velgående. Det gælder også på Kollerup Skole, hvor de ældste elever torsdag har fremført en musical om Kim Larsens tekstunivers.

Kollerup: - Der står, at der er en sygeplejerske på 16 år. Det skib vil jeg gerne med på, lyder det med reference til sangen "Jutlandia".

Ordene kommer fra scenen i multihallen ved Kollerup Skole. Her er 6. årgang ved at fremføre en musical om de mest populære numre fra Kim Larsens bagkatalog. Vi er med til generalprøven, inden det går løs torsdag aften, når hele hallen er fyldt op med 400 elever, forældre og personale.

"Østre Gasværk", "Langebro", "Papirklip" - flere af de største hits er med under musicalen, som varer omkring 40 minutter. Mellem sangene fremfører eleverne et stykke skuespil, som på den ene eller anden måde illustrerer den kommende sang, der skal spilles.

Og nogle scener er mere kreative end andre, eksempelvis optakten til "Midt om natten", hvor Spacy - udklædt som en dukke - rammer gulvet fra femte sal. Akkurat som det fremgår i sangens tekst.

Annonce
Til generalprøven var flere bedsteforældre mødt op. Foto: Mette Mørk

Gode grin

Siden nytår har eleverne fra 6. årgang forberedt sig til musicalen. De har lavet kulisser og kostumer, og så har de i samarbejde med lærerne været med til at skrive manuskriptet. Alle elever er involveret, og de fleste er både beskæftiget som skuespillere og som musikere.

Blandt eleverne på rollelisten er Alberte Hansen og Christoffer Mejlvang, begge 12 år.

- Vi kendte i forvejen de fleste sange, men "Østre Gasværk" var ny for mig, fortæller Alberte Hansen.

- De bedste sange er "Jutlandia" eller "Midt om natten", supplerer Christoffer Mejlvang.

De fremhæver begge, at det har været spændende at være med til at skrive replikker til skuespillet.

- Det sjoveste har nok været de mange gode grin, der er kommet, når man har lavet en fejl og sagt noget forkert, mens vi har øvet, siger Christoffer Mejlvang.

- Vi har lært, at vi bare skal improvisere, hvis vi kommer til at lave fejl, for så er det ikke sikkert, at publikum opdager, lyder det fra Alberte Hansen.

- Og så har vi lært, at vi skal snakke rigtig højt, når vi står på scenen, tilføjer hun.

Sammenhold

Den sidste sang, der afslutter musicalen, er naturligvis "Om lidt". Her står de 18 elever fra 6. årgang skulder ved skulder og synger den følsomme klassiker.

At de står skulder ved skulder, bekræfter også den afsluttende pointe fra Alberte Hansen og Christoffer Mejlvang, da de nævner, hvad de ellers har lært af musical-forløbet.

- Sammenholdet var i forvejen godt, men nu er det blevet endnu bedre, og vi har snakket endnu mere sammen på kryds og tværs, fortæller de.

Spacy ramte scenen fra femte sal som optakt til "Midt om natten". Foto: Mette Mørk
Inden hver sang var der et optrin, som illustrerede den kommende sang. Her er det "Papirklip". Foto: Mette Mørk
Stykket var kædet sammen af, at eleverne skulle forholde sig til en enkelt sang, hvorefter man fik et kort, humørfuldt optrin fra sangen, inden den afslutningsvis blev spillet og sunget. Foto: Mette Mørk
Krig i Korea, hvor det danske skib Jutlandia sejlede ud. Foto: Mette Mørk
Sygeplejerske på seksten år tilser soldaternes sår i sangen "Jutlandia". Foto: Mette Mørk
Publikum til generalprøve på 6. klasses skuespil om Kim Larsen. Foto: Mette Mørk
Som ung knægt kan man blive helt salig, ved tanken om at møde en 16-årig sygeplejerske, som det står beskrevet i sangen Jutlandia. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandvæsen kørte til mindre bål ved volden

Annonce