Annonce
Vejle

Se billederne: Her blev nye legepladser og stier for 80 millioner kroner indviet

Ved Løgets kvartershus er der skabt en betonvæg, som skærmer den nye multiplads mod trafikken på Grønlandsvej. Men ligesom volden langs vejen har muren huller, så man kan betragte livet i Løget. Foto: Mette Mørk

Løget by i Vejle har forlængst lagt ghettolisten bag sig, og efter en omfattende renovering har boligområdet nu fået nye pladser og stier for 80 millioner kroner.

Annonce

Løget: Løget by i Vejles sydlige ende var et enkelt år krøbet med på regeringens omstridte ghettoliste.

Det er efterhånden fire år siden, at bydelen var en del af det "dårlige" selskab, og siden er der sket en forvandling. Ikke mindst takket være den godt halve milliard kroner, Landsbyggefonden har puttet i AAB Vejles afdeling 41 og 42.

Den investering har nærmest skabt en helt ny bydel, og tiden med mange tomme lejligheder er afløst af en stadig voksende venteliste for at få adgang til en af områdets 286 rækkehuse, 671 lejligheder og seks ungdomsboliger.

Torsdag markerede endnu en milepæl i den positive historie, der har fået fællesskabet og stoltheden ved at bo i Løget til at spire.

Her indviede beboerrepræsentanter, håndværkere, entreprenøransatte og arkitekter den nye multiplads, som nu ligger med Løgets seks år unge kvartershus som nærmeste nabo.

Vi kan mærke på folk, at de synes, det er blevet rigtig godt. Mange roser det nu, hvor det er færdigt, men der også været brok undervejs.

Jan Nielsen, formand for afdeling 42 i Løget
Det er ikke kun asfalt og fliser, der er rullet ud i det 80 millioner kroner dyre projekt. To sheltere er placeret ved søen neden for Løget Dam, og en indhegnet hundelegeplads, som flere beboere har ønsket, er der også blevet plads til. Foto: Mette Mørk
Annonce

Seks kilometer kantsten

Multipladsen med sine indhegnede boldbaner, cykelområder, legeredskaber, stier og siddepladser er blot en lille del af AAB's 80 millioner kroner store infrastrukturprojekt, der nu er nået til vejs ende.

Igen er Landsbyggefonden den gavmilde giver, og pengene har virkelig rykket på tingene i mellem og rundt om de mange blokke og rækkehuse i Løget.

Det mener formændene for de to afdelinger i Løget, Ove Hansen og Jan Nielsen. Det er efterhånden godt 15 måneder siden, at avisen gik med de to afdelingsformænd rundt i området for at se, hvad de mange millioner kroner skulle bruges på. Da var den første asfalt brudt op på flere af vejene ved rækkehusene i Løget Dam, ligesom entreprenør Lars Kloster gjorde klar til at fjerne de mange fliser, som lå skæve og knækkede mange steder.

I dag er der rullet cirka 49.000 kvadratmeter ny belægning i form af asfalt og fliser ud på veje, stier og pladser i området, hvor entreprenøren har skiftet ikke mindre en seks kilometer kansten.

Jan Nielsen, formand for afdeling 42 (til højre) og Ove Hansen, formand for afdeling 41 i Løget, er begge meget tilfredse med de mange nye stier, pladser og øvrige investeringer. Foto: Mette Mørk
Annonce

Meget for pengene

Men det er først og fremmest de nye legepladser, indhegnede boldbaner, bål- og grillpladserne, de to områder med grøntsagshaver, de kurvede stiforløb og den helt nye belysning, der springer i øjnene. Og de to afdelingsformænd er mere end tilfredse med resultatet.

- Jeg synes, det er blevet rigtig godt, og jeg synes også, at vi har fået meget for de penge, der er bevilget. Vi kan mærke, at beboerne er glade, og de har været godt med i processen og har deltaget aktivt. Allerede nu kan vi se, at mange bruger slangen (stien midt gennem bydelen, red.), og når folk kan se herlighedsværdien i de mange andre ting, vil flere komme ud og være aktive, fortæller Ove Hansen.

Inspektør hos AAB John Spælling Kristensen, der har koordineret arbejdet, har måttet lægge øre til en del brokkerier undervejs i det lange og til tider støjende projekt, som endnu mangler de sidste detaljer.

- Selvom der har været brok, har det været sagligt, for det har støvet og larmet undervejs. Det har været bøvlet for mange, fortæller inspektøren.

Endnu er det ikke grønt. Men det bliver det til sommer, når beboerne tager de to nye områder med grøntsagshaver i brug. Foto: Mette Mørk
Annonce

Skal besøge hinanden

Arbejdet med at forvandle beboernes ønsker og tanker til konkrete tiltag er lagt i hænderne på arkitekterne hos Pluskontoret, og her fortæller partner Suna Cenholt, at formålet med projektet har været at forskønne området og forbedre forbindelserne til de omgivende områder.

Det er blandt andet sket ved at fjerne meget af den tætte beplantning på volden ud mod Grønlandsvej, ligesom meget er fjernet ned mod søen ved Løget Dam, hvor der nu er sat shelters og borde-bænkesæt op.

- Ved at forbedre æstetikken - det at tingene ser godt ud og ikke er i stykker - gør man noget godt ved adfærden og beboernes velbefindende. Hvert boligområde har fået sin egen fælled med forskelligt indhold, så man kan gå på besøg hos hinanden og lave noget forskelligt hvert sted. Derfor er legepladserne forskellige, og et sted har man for eksempel en motorikbane, mens man et andet sted har en bane, hvor man kan lære at cykle. Det handler om at trække folk ud, så de kan mødes, fortæller Suna Cenholt.

Asfalten på den nye multiplads er rød for at indikere, at det er et legeområde, hvor bilerne ikke må holde. Men to pullerter kan sænkes ned, så multipladsen kan forvandles til parkeringsplads, når Kvarterhuset har mange gæster. Foto: Mette Mørk
Torsdag var entreprenørfolk, arkitekter og andre involverede inviteret på indvielse med en pølsevogn som omdrejningspunkt på den kolde dag. Foto: Mette Mørk
Et af formålene med infrastrukturprojektet har været at skabe bedre og mere trygge forbindelser på kryds og tværs af boligområdet, der er lige så stort som 85 fodboldbaner. Forbindelserne og åbenheden ud af området har også været vigtige at forbedre. Foto: Mette Mørk
Beboerne har taget Kvartershuset ud mod Grønlandsvej til sig, men for børnene har der ikke været meget at give sig til uden for huset på gode sommerdage. Det er der dog masser af muligheder for nu. Foto: Mette Mørk
En stor del af beplantningen er fjernet. Både ud mod Grønlandsvej og ned mod søen ved Løget Dam. Foto: Mette Mørk
Ny belysning er der også brugt penge på rundt på de mange stier i området. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

To børnehaver i Vejle ramt af corona: 51 børn og 11 voksne sendt hjem

Danmark

Frank Jensens kone: Frank betalte prisen for at være et normalt menneske

Vejle For abonnenter

Ny vej fra ådalen til Uhrhøj rammer familie med fem børn: Kjærs jord bliver skåret midt over

Vejle

Smattede blade og standset godstog giver problemer

Annonce