Annonce
Vejle

Se billederne: Parkeringshus rejser sig fra jorden

Byggeriet af Vejle Sygehus' nye parkeringshus skrider stille og rolig fremad. Forventningen er, at byggeriet står færdigt 16. august. Foto: Yilmaz Polat
Det længe ventede parkeringshus ved Vejle Sygehus begynder nu at ligne noget og stiger op med hastige skridt.

Vejle: Efter lang tids venten er det nye parkeringshus ved Vejle Sygehus ved at skyde op.

5E byg, som står for opførelsen af byggeriet, har taget hul på den første etage af det seks etager høje p-hus, og går alt efter planen, står etagerne færdige til juni. Selve p-huset åbner for parkering 16. august - med plads til 408 biler.

Den oprindelig plan lød på fem etager og 389 pladser, men med en ekstra bevilling på i alt 8,2 millioner kroner og et budget, som nu lyder på 53 millioner kroner, blev der mulighed for en ekstra etage til sygehusets brugere.

Annonce

Vi har haft fat i 11 forsyningsselskaber, som alle har haft det ene eller det andet liggende i jorden. Både fjernvarme, hovedvandledning, utallige fiberkabler, kloakker, gas og el fandt vi.

Tom Slott, bygherrerådgiver, Region Syddanmark

Ledninger på kryds og tværs

Arbejdet med parkeringshsuet har dog ikke været helt problemfrit. Da entreprenøren satte første stik i jorden, kunne man konstatere, at der ikke var ryddet helt op efter de huse, der engang har ligget på hjørnet af Horsensvej og Skovgade.

- De fandt både gamle kældre og beton og mursten. Det havde vi ikke helt regnet med, fortæller Tom Slott, der er bygherrerådgiver ved Region Syddanmark.

Det var samtidig heller klart for bygherren, at grunden var blevet brugt som motorvej for kabler, kloakker og fjernvarmerør.

- Vi har haft fat i 11 forsyningsselskaber, som alle har haft det ene eller det andet liggende i jorden. Både fjernvarme, hovedvandledning, utallige fiberkabler, kloakker, gas og el fandt vi. Det tog minimum tre måneder for os at få det flyttet. I den periode har det måske set ud, som om vi ikke har lavet noget, men vi har bare flyttet kabler, fortæller Tom Slott.

På trods af det store arbejde med at få flyttet kabler og diverse er byggeriet kun lettere forsinket. Lige nu er det faktisk kun halvanden uge bagud.

1000 lastbiler og blød undergrund

Som om drilske ledninger ikke skulle være nok, løb byggeriet ind i endnu en udfordring, da der skulle rammes pæle i jorden, så byggeriet ikke synker. Den underfundige undergrund i Vejle kan være svær at forudsige, og den spillede også her entreprenøren et puds.

- Nogle steder var jorden så blød, at det, vi havde fået beregnet, ikke holdt. Derfor skulle der rammes 18 meter lange pæle ned, mod de forventede 12 meter lange pæle, for at huset ikke skulle synke. Selv for at kranen i midten af byggeriet kunne stå der, måtte der rammes pæle i, så blød er jorden. Andre steder var pæle dog ikke nødvendige, fordi jorden var så hård. Det er lidt et spøjst område, siger Tom Slott.

Før byggeriet af p-huset har der været store bekymringer for, hvordan trafikken skulle glide på de stærkt trafikerede veje i området - særligt Horsensvej og Skovgade. Til selve byggepladsen forventer man, at der ved byggeriets afslutning har været 1000 lastbiler forbi med byggematerialer. Noget som kunne have givet udfordringer for trafikken.

- Politiet gav os liv at krydse Horsensvej, hvis vi malede de hvide spærrelinjer i midten gule, og selvfølgelig passer vi på, når vejen skal krydses. Alternativet indtil da var, at lastbilerne skulle under viadukten og ind igennem byen, men lastbilerne kunne slet ikke komme under viadukten. Så vi fandt en løsning, som vi er rigtig glade for, og som generer mindst muligt, siger Tom Slott.

Sådan bygges parkeringshuset

  • Huset har en diameter på 51,4 meter.
  • Det står på 280 18 meter lange pæle.
  • I byggefasen lægges der mellem otte og 10 nye betonelementer på hver dag. Monteringen forventes at tage i alt 10 uger.
  • Det har plads til 72 biler på hver etage.
  • Huset er bygget med en hældning, der gør, at også gangbesværede kan gå rundt.
  • Huset bliver lyst op af hvidt LED-lys.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Snart går det løs: Musikteatret bliver hele Danmarks bankende hjerte

Annonce