Annonce
Fredericia

Se de bedste fotos fra sommeren: Flyvende FC-målmand og FHK-sejr i sæsondebut

Collage
Annonce

2019 lakker mod enden, og derfor kigger vi i dagbladets fotoalbum for året. Vore pressefotografer fanger stort og småt i livet i Fredericia Kommune.

Nok er både maskinerne og kørerne "små", når der på speedwaybanen i Vejlby køres løb, men der bliver givet fuld gas. Fotolinsen fangede i sommer også den overtændte spænding, da FHK velfortjent vandt over GOG i sæsondebuten i håndboldligaen, og da Alexander Nybo var flyvende i FC Fredericia-målet.

Dagbladets fotografer kom også forbi GH Wood, der blandt andet producerer spiseborde i massiv træ og blev hårdt ramt af storbranden på Vesterballevej i januar, ukrainske Nikolai der som lastbilchauffør mangler et ordentlig sted at parkere samt Disneys krydstogtskib "Magic".

Foto: Peter Leth-Larsen

Fredericia Motor Klubs historie rækker tilbage til 1945. I dag er klubben udelukkende for ungdomskørere, der har speedwaybanen i Vejlby som deres hjemmebane.

Foto: Peter Leth-Larsen

GH Wood, som bl.a. producerer spiseborde i massiv træ, blev hårdt ramt af storbranden på Vesterballevej 9. januar. Bygningen, hvor virksomheden havde værksted og showroom, brændte ned til grunden. 14 dage senere åbnede ejer Dennis Granhøj og hans forlovede Maja Madsen trævirksomheden i nye lokaler på Gl. Landevej.

Foto: Peter Leth-Larsen

Jubelstemningen brød ud i fuld flor, da FHK fuldt fortjent slog gæsterne fra GOG i sæsondebuten i håndboldligaen. Oprykkerne fra FHK tog imod de fynske gæster i en nærmest overtændt Thansen Arena, hvor hjemmepublikummet ikke viste megen kærlighed for modstanderne.

Foto: Peter Leth-Larsen

Uden egentlig selv at ville det gik Michael Skytte for ca. 10 år siden for første gang på scenen som drag queenen Helena Heavensky. Siden har han deltaget i diverse shows og konkurrencer og er to gange blevet kåret til Nattens Dronning - den fineste udmærkelse, man kan få som drag queen i Danmark. Til daglig driver han et lille parykværksted i Fredericia.

Foto: Peter Leth-Larsen

Krabbefangst er blevet en vigtig del af de lokale garnfiskeres indkomst, efter andre fisk er væk. Skærbækfiskeren Lars Hast tømmer nemt sine ruser for 300 kg krabber hver anden dag.

Foto: Peter Leth-Larsen

En flyvende Alexander Nybo i FC Fredericia-målet i opgøret mod Næstved på Monjasa Park i starten af august.

Foto: Peter Leth-Larsen

Nikolai fra Ukraine mangler et ordentligt sted at parkere, siger han. Han er blot en blandt mange udenlandske lastbilchauffører, som overnatter i deres lastbiler rundt omkring. Chaufførerne mangler steder at parkere, mens de venter på at få et nyt læs. Siden årsskiftet må de statslige rastepladser, ifølge nye regler, kun benyttes i 24 timer ad gangen. Fredericia Kommune, som huser mange transport- og logistikfirmaer, står ikke klar med en p-plads til lastbilerne.

Foto: Peter Leth-Larsen

Museumsgården Kringsminde vil gerne have flere frivillige ind i det varme fællesskab, som er på gården. Kl. 10 bliver der serveret kaffe og brød for de frivillige - gerne med egne produkter på bordet, eksempelvis rygeost, marmelade og honning.

Foto: Peter Leth-Larsen

I begyndelsen af august rykkede 200 elever og rektor Lars Hansen ind i gymnasiet HTX Lillebælts nybyggede lokaler på Teknikervej i Erritsø. En mindre vandskade betød dog, at skolens fællesarealer ikke blev klar til skolestart.

Foto: Peter Leth-Larsen

Tusindvis af mennesker myldrede ned til havnen i Fredericia for at tage afsked med Disneys krydstogtskib "Magic", som besøgte byen i august. Skibets gæster blev sendt afsted med manér med afskedskoncert og kanonsalut. Skibet svarede høfligt ved at spille de første toner fra "Når du ser et stjerneskud" med signalhornet, da det lagde fra kaj.

Foto: Peter Leth-Larsen

Fag og firma lod i år succesen med mudrace ramme de yngste med et mudderløb i Hannerup. Over 200 børn deltog i løjerne og var dermed med til at markere et festligt farvel til årets feriesjov i Fredericia. Løbet blev afviklet 10. august. Opvarmningen til løbet foregik i en sky af farvet pulver.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce