Vejle: Coronasmitten bevæger sig fortsat rundt i Vejle Kommune.
Lige nu skiller to områder sig ud negativt: Søndermarken og Vejle midtby.
Det oplyser Vejle Kommune, der hele tiden holder øje med udviklingen via tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Efter de to områder er smitten aktuelt mest udbredt på Nørremarken - ligesom både Grejs- og Give-området har mange nyopdagede tilfælde med coronavirus sammenlignet med andre steder i kommunen.
Til gengæld er der ingen registrerede smittede i hele fem områder: Gadbjerg, Bredsten og Ødsted, Bredal og Gårslev.
Tallene stammer fra den seneste uge - fra torsdag i sidste uge til torsdag i denne. De viser desuden, at smitten nu stiger igen lokalt.
Mange 41-50-årige
Smittetallet - også kaldet for incidenstallet - ligger lige nu på 133, mens det sidste uge var nede på 116. Incidenstallet er et udtryk for, hvor mange der er blevet smittet pr. 100.000 indbyggere i løbet af en uge.
Det har imidlertid set meget værre ud end nu. Lige før jul lå talet helt oppe på over 300.
Det reelle antal af smittede vejlensere er den seneste uge 156.
Antallet af smittede i alderen 41-50 år er ifølge Vejle Kommune mere end fordoblet i denne uge sammenlignet med forrige - og er nu den aldersgruppe med flest smittede. Kommunen har kun få smittede over 70 år.
Sundhedsmyndighederne opfordrer til, at flere lader sig teste, så smitten kan opspores og forhindres i at sprede sig - især den britiske og mere smittefarlige variant.
Lav positivprocent
På pressemødet fredag, hvor alle særlige restriktioner blev forlænget til foreløbig 7. februar 2021, blev det igen understreget, at det er vigtigt at blive testet. Også selvom vaccinationerne er på vej.
Alle, der møder fysisk på arbejde og omgås andre, bør lade sig teste en gang om ugen. Også selvom du ikke har symptomer. Sådan lød opfordringen fra justitsminister Nick Hækkerup (S).
Du kan bestille tid på www.coronaprover.dk til test i testcentret på Tysklandsvej i Vejle eller i et andet testcenter. I centret for lyntest i Nørremark Center kan du blive testet uden tidsbestilling og få svar efter bare et kvarter.
8750 borgere i Vejle Kommune har ladet sig teste den seneste uge. Af dem var 1,54 procent positive og dermed smittede med coronavirus. Før jul var positivprocenten også over 3.