Annonce
Danmark

Se, hvem Thomas Funding kårer til årets tabere i dansk politik

Thomas Funding, politisk redaktør, avisen Danmark. Foto: Michael Nørgaard
Det har været et hæsblæsende år i dansk politik. Politisk redaktør på avisen Danmark Thomas Funding kårer over to dage, hvilke partiledere der kan erklære sig som vindere af 2019, og hvem der er taberne. Denne artikel handler de de sidste.

Anders Samuelsen, seks sure smileyer

Den største taber i dansk politik anno 2019 må være Liberal Alliances tidligere leder, Anders Samuelsen. Han gik fra den ene dag at være udenrigsminister og partileder til den næste dag at ryge ud af både ministerbil, Folketinget og ledelsen af sit parti.

Liberal Alliance blev som konsekvens kastet ud i en brutal magtkamp om, hvem der skulle efterfølge Anders Samuelsen, og selv om partiet er et af mindste i Folketinget, var det ingen hindring for, at det brækkede midt over. Således forlod et af de tidligere toneangivende medlemmer, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, partiet, og han tog den tidligere politiske ordfører Christina Egelund med sig.

Lige nu kæmper Liberal Alliance for overlevelse, og det er et åbent spørgsmål, om partiet kan kalde sig et folketingsparti efter det kommende valg. Og hvem kan man så takke for al elendigheden? Svaret er i høj grad Anders Samuelsen.

Den tidligere LA-leder bærer et stort ansvar for, at Liberal Alliances troværdighed i dag ligger i ruiner. Det var ham, der stod bag de beslutninger, der har tvunget partiet i knæ. Ultimative krav, der alligevel ikke var ultimative, løfter, der blev brudt til gengæld for ministerbiler, og kaos i al almindelighed fik vælgerne til at vende partiet ryggen.

Annonce

Lars Løkke Rasmussen, fem sure smileyer

Den tidligere statsminister er en af dette års helt store tabere. Man kan endog argumentere for, at han er den største. Men i denne opgørelse, bliver han altså lige akkurat slået af Samuelsen på målfoto.

Lars Løkke Rasmussen havde magten både i landet og i sit parti, men mistede i 2019 det hele. Først røg Statsministeriet til Mette Frederiksen, og bagefter smed hans eget parti ham på møddingen til fordel for Jakob Ellemann-Jensen.

Årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen så alligevel ikke bliver årets politiske taber, er, at han på trods af al elendigheden kan være godt tilfreds med sit eftermæle.

I et sjældent set gamble satsede Løkke stort i valgkampen, da han vendte resten af blå blok ryggen og proklamerede, at han drømte om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Vælgerne var vilde med tanken, og Venstre steg øjeblikkeligt i målingerne, og partiet endte med at få et hæderligt valgresultat.

Lars Løkke Rasmussens eftermæle bliver således fortællingen om en taktisk formidabel politiker, der ikke var bleg for at ofre både bønder og dronning i bestræbelserne på at holde kongen ved magten, men som også brugte magten til at forandre Danmark i den retning, han mente var bedst. Han efterlader sig med andre ord aftryk.

Men det ændrer ikke ved, at 2019 isoleret set var et særdeles skidt år for Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Thulesen Dahl, fem sure smileyer

Højt at flyve, dybt at falde. Det er overskriften for Kristian Thulesen Dahls 2019. Da han gik ind i året, var han leder af det største borgerlige parti i landet, ved udgangen er Dansk Folkeparti reduceret til en skygge af sig selv med kun 8,7 procents opbakning i befolkningen, og krisen virker ikke til at være slut endnu.

Årsagen til DF’s nedtur har mange facetter. Bagtæppet har været en dysfunktionel blå blok. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lå i sidste valgperiode i evig krig med hinanden, og er der noget, vælgerne ikke kan lide, så er det ævl og kævl. Man kan mene, at det var Liberal Alliance, der startede slagsmålet, men Kristian Thulesen Dahl slog gladelig igen og bærer derfor også en del af ansvaret.

Og det har ikke været den eneste kamp, DF-lederen har måttet kæmpe. Nye Borgerlige er gået målrettet efter hans stemmer, Konservative og Venstre ligeså, og Socialdemokratiet lykkedes med at få lokket ham i en fælde.

Parløbet med Mette Frederiksen var med til at blåstemple Socialdemokratiet som et parti med en stram udlændingepolitik, og samtidig bragte det de mest borgerlige af DF’s vælgere i tvivl om, hvor de havde deres parti. Konsekvensen blev, at Dansk Folkeparti mistede tusindvis af stemmer. Igen falder det tilbage på Kristian Thulesen Dahl.

Siden valget har formanden for Dansk Folkeparti forsøgt at rette skuden op. DF er tilbage i sin komfortzone. Udlændinge, ældre og EU er de foretrukne emner, og Socialdemokratiet får med krabasken. Men indtil videre lader det ikke til, at de tabte vælgere vender hjem.

Krisen i Dansk Folkeparti kan blive langstrakt. Meld og Feld-sagen truer, og i det nye år venter et kommunalvalg, der potentielt kan gøre ondt værre.

Alex Vanopslagh, to sure smileyer

Isoleret set kan man argumentere for, at Alex Vanopslagh har været en vinder i 2019. Han er blevet valgt til Folketinget for første gang, og han er blevet leder af Liberal Alliance. Men på trods af det, ender han alligevel som en taber. Bagtæppet af elendighed i LA er simpelthen for iøjenfaldende til andet.

Liberal Alliance balancerer i flere meningsmålinger på spærregrænsen. Vanopslagh har taget den utaknemlige opgave på sig at skulle forsøge at genrejse projektet, som Anders Samuelsen startede for godt 10 år siden.

Det bliver en ualmindelig svær opgave, og Alex Vanopslagh har ikke indtil videre vist en overbevisende vej ud af sumpen for Liberal Alliance. Han er utvivlsomt et stort politisk talent, men opgaven kan vise sig at være en for stor en mundfuld for den uerfarne politiker.

Liberal Alliances troværdighed er stadig meget lille i befolkningen, og den genvindes ikke blot med et lederskifte. Det kommer til at kræve en langt sejt træk, og Vanopslaghs problem er i den sammenhæng, at han ikke skal regne med at få noget forærende.

LA’s tre mandater er således ikke interessante parlamentarisk. Der kommer ikke til at være forhandlingsforløb, hvor Alex Vanopslagh kan sole sig foran tv-kameraerne. Han bliver ganske enkelt ikke inviteret.

Det kan derfor godt være, at 2019 bød på en kometkarriere for Vanopslagh, men vi har reelt stadig til gode at se, hvad det er for en karriere, og derfor ender han som en lille taber.

Uffe Elbæk, to sure smileyer

Uffe Elbæk endte 2019 med at blive hyldet, da han på et gadehjørne et sted på Frederiksberg annoncerede, at han stoppede som leder af Alternativet. Partiledere fra nær og fjern gav ham en flot sortie på sociale medier og roste ham for det aftryk, han efterlod på dansk politik.

Alt sammen fortjent. Elbæk har skabt et nyt parti og rykket samfundsdebatten - særligt på det grønne område - og det er indiskutabelt en præstation. Men ikke desto mindre kommer Alternativets nu tidligere leder ud af 2019 som taber.

Det siger alt om Alternativets tilstand, at partiet ender med at gå markant tilbage ved et valg, hvor det dominerende tema er klima. Det er AL's mærkesag nummer et, og alligevel vendte vælgerne partiet ryggen. Det kan således godt være, at Elbæks parti har rykket samfundsdebatten, men det har tabt ejerskabet til dagsordenen.

Derudover valgte partiet under Uffe Elbæks ledelse at melde sig ud af rød blok ved at gøre Uffe Elbæk til statsministerkandidat og afstå fra at pege på andre. Det har betydet, at AL i dag ikke er en del af det parlamentariske grundlag for regeringen, hvilket har den konsekvens, at partiet ikke har særlig stor indflydelse på den førte politik.

Det er i sidste ende Uffe Elbæks ansvar, da det er sket på hans vagt, og derfor er han en af de politiske tabere i det herrens år 2019.

Morten Østergaard, én sur smiley

Radikale Venstres politiske leder var svær at placere. Er han en vinder eller en taber i året, der gik i dansk politik?

Han er med i den blok, der vandt valget, hvilket gør ham til en vinder, men modsat er hans parti så langt fra fordums styrke og indflydelse, at det er svært at se ham som andet end en taber. Konklusionen er derfor også, at han er en taber - om end en meget lille en af slagsen.

Kigger man på valget, var det isoleret set en stor succes for Morten Østergaard. Radikale Venstre blev næste fordoblet, og folketingsgruppen fik som konsekvens en længe tiltrængt vitaminindsprøjtning af unge, ambitiøse og arbejdsivrige nyvalgte. Der er noget at bygge videre på.

Men alligevel ender bundlinjen med at være negativ for Morten Østergaard. Skal man forstå hvorfor, skal man forstå Radikale Venstres historie. Partiet har i nyere politisk historie haft stor indflydelse. Langt større end partiets størrelse umiddelbart har berettiget til. Det har det haft, fordi R ofte var tungen på vægtskålen i dansk politik.

Det er partiet ikke længere, og derfor er det indtil videre lykkedes Socialdemokratiet at reducere Radikale Venstre til et støtteparti på nogenlunde samme niveau som SF og Enhedslisten. Det gør ondt på den radikale selvforståelse, og derfor ender Morten Østergaard som taber.

Det bliver umådelig spændende at se, om det lykkes den radikale leder at bryde ud af rollen som støtteparti i det kommende år. Det har potentialet til at sætte ild til regeringsblokken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Manden der skabte Legofiguren er død

Annonce