Annonce
Kultur

Se listen: Disse film glæder biografdirektøren sig til

Henrik Daugaard, biografdirektør i Lido Biograferne, kan igen byde publikum på en lang række filmoplevelser. Biffen åbner torsdag 6. maj. Foto: Lars Saugbjerg
Snart bliver stilheden i salene brudt. Der er mange store film på vej til det hvide lærred i Lido Biograferne, og set med kommercielle øjne er der en række film, som direktør Henrik Daugaard glæder sig til.

Vejle: Det har været en hård tid. Ingen duft af popcorn, ingen fingre, der bliver flettet i mørket, ingen spænding, ingen grin. Filmfremviserne i Lido Biograferne har stået stille siden midten af december.

Men nu sker det: Endelig bliver restriktionerne lempet, så vi igen kan blive suget ind i filmens verden.

Biografdirektør Henrik Daugaard, Lido Biograferne i Vejle, er naturligvis en af dem, der glæder sig allermest til, at der igen kommer liv i foyeren og biografsalene på Søndertorv.

Annonce

- Det bliver skønt at kunne vise film igen. I forhold til restriktionerne kører vi med samme regler som kort før jul, hvor der skal være et tomt sæde mellem hver gruppe, siger Henrik Daugaard.

Besøgende i Lido skal fremvise et gyldigt coronapas.

- Vi spørger i døren efter et negativt testsvar, inden man får lov til at sætte sig til rette, fortæller biografdirektøren, der nævner, at man også skal bære mundbind.

Der er sammensat et bredt åbningsprogram, og i den nærmeste fremtid er der en række film, som Henrik Daugaard glæder sig særligt meget til - set med kommercielle øjne.

1 Marco effekten

- Jeg glæder mig til premieren på Marco effekten 27. maj. Det er jo det femte bind i serien om Jussi Adler-Olsens Afdeling Q, der bliver filmatiseret. Jeg har store forventninger til Marco effekten, og jeg tror, at den kommer til at køre lige så godt som de tidligere film. Også selvom det denne gang ikke er med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som Carl Mørch. Det er Ulrich Thomsen, der tager over - og hvis nogen kan gøre det, så er det ham.

- Det bliver i øvrigt Zaki Youssef, der afløser Fares Fares i rollen som Assad.

2 Fast & Furious 9

Actionfilmen 'Fast & Furious 9' er den næstsidste film i bilserien med Vin Diesel som Dominic Toretto. Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

- Uanset hvor hurtig man er, kan man ikke slippe væk fra fortiden. 24. juni skal vi ud at køre stærkt i Fast & Furious 9. Filmen er jo meget forsinket, så der er nogle, der næsten ikke kan vente. Bilerne er dog ikke forsinkede, de kører stadig lige hurtigt. Man ved, hvad man får: Det er godt håndværk, det er action, flotte biler og fede billeder. Og slutningen kender man sikkert på forhånd: Mon ikke det går...

3 A Quiet Place 2

Det er, så hårene rejser sig i den nye "A Quiet Place".

- Jeg var helt vild med den første A Quiet Place - og nu kommer efterfølgeren. Den amerikanske gyserfilm kan noget særligt, gys for alle pengene. Her sidder man på kanten af sædet, og lyden spiller en stor rolle. Det er et psykologisk gys mere end det er splatter. Det er intenst og nervepirrende .

4 Ternet Ninja 2

Her ses Henrik Daugaard med familien fra Ternet Ninja. Anders Matthesens efterfølger, Ternet Ninja 2, får premiere til sommer. Arkivfoto: Lars Saugbjerg

Alle husker Anders Matthesens Ternet Ninja fra 2018. Hvis nummer to er lige så god, kan vi virkelig glæde os til 19. august, hvor den har premiere. Ternet Ninja var i 2018 den tredje mest sete film i Lido. I den nye drager den ternede ninja med Aske og hele hans familie til Thailand, også Onkel Stewart, for at hjælpe børnene på en legetøjsfabrik.

5 No Time to Die

Forhåbentlig kan vi se Daniel Craig i hovedrollen som 007, når No Time to Die får premiere til efteråret. Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix

- Nu må det ikke gå galt. Premieren er blevet udsat og udsat, men 30. september får James Bond premiere, No Time to Die. Jeg håber, at der ikke er nogen former for restriktioner til den tid. 007 har kæmpe stor betydning for alle biografer, også Lido Biograferne, hvor Skyfall blev set af 20.000 - den mest sete film nogensinde. Så jeg har naturligvis store forventninger til den nye.

6 Top Gun 2, Maverick

Tom Cruise, der udfører alle sine stunts selv, er tilbage i Top Gun 18. november. Foto: Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix

- Der kommer en del gode efterårsfilm, men jeg ser også frem til november, den 18., hvor vi langt om længe får et gensyn med Tom Cruise i Top Gun 2, Maverick. Han kan jo stadig, laver alle sine stunts og overgår sig selv gang på gang. I Top Gun 2 spiller han igen piloten Pete "Maverick" Mitchell. I øvrigt er Tom Cruise på banen igen med Mission Impossible i 2022.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Kultur

Kæmpe overraskelse: Se Danmarks bedste pressefotos

Annonce