Der er et eller andet ved madvarer, der vækker interessen hos jer læsere. I hvert fald er der en spiselig ingrediens i minimum tre af de 10 mest populære historier på vafo.dk i 2020.
Tarteletfyld og mel er to af ingredienserne, men den absolutte topscorer er bearnaisesauce. Det kan virkelig sætte sindene i kog - for en bearnaisesauce er ikke bare en bearnaisesauce. Det har Jelling Kro erfaret på den hårde måde, efter at den havnede midt i en shitstorm. Det kan du læse mere om, når du når til nummer et i denne liste over nogle af årets mest populære artikler på Vejle Amts Folkeblads hjemmeside, vafo.dk.
Det er dog ikke alt på listen, der er lige spiseligt. Den når også omkring en Vejle-skole, der rammer bunden, en enkelt corona-historie og endelig historien om medarbejderne, der flygter fra hjemmeplejen i Vejle.
10. Tarteleteventyret stak af: Kro solgte flere ton tarteletfyld
Det var sikkert ikke mange i det ganske danske land, der anede, at der var noget, der hed Diagonalkroen Give. I hvert fald ikke før november måned, hvor et lille tartelet-eventyr tog fart.
Her gik historien om den lille kro, der led en del under covid-19 restriktionerne, nemlig landet rundt. Historien var i artiklen her fra den 10. november, at kroen - med Lasse Lindberg ved kødgryderne - havde solgt to ton tarteletfyld på en uge. 300 kilo var revet væk på 50 minutter.
Det var dog kun begyndelsen på danskernes tartelethunger. Den 13. november kunne vi fortælle, at der var solgt i alt 12 ton tarteletfyld - sparket godt i gang af medieomtalen i de lokale medier og på TV2 i den bedste sendetid. 50 sekunder efter indslaget i TV2 begyndte Lasse Lindbergs telefon at kime uafbrudt.
1. december gik kroen i luften med landsdækkende udbringning af tarteletfyld via hjemmesiden tarteletfyld.dk - og så var det lige ved at gå galt. Så kom Fødevarestyrelsen nemlig på besøg.
9. Solgt til hemmelig køber: Herregård stod tom i 11 år
Den 2. april kunne vi fortælle, at herregården Pedersholm på Søndermarken var solgt. Hvem, der havde købt herligheden, der havde stået tom i 11 år, kunne vi dog ikke fortælle - selvom i fandt historien yderst interessant.
Først dagen efter kunne vi løfte sløret for, hvem den hemmelige køber var. Det gjorde vi i denne plus-artikel, hvor vi kunne fortælle, at der var tale om et vejlensisk advokatpar.
Ejendommen var oprindeligt sat til salg for 35 millioner kroner og var senest udbudt til en pris af 14 millioner kroner. Men auktionshuset Bruun Rasmussen måtte efter en 11 år lang salgsperiode acceptere en salgspris på 11,1 millioner kroner.
8. 370 gymnasieskoler ranglistet: Vejle-skole ramte bunden
Studenterne på langt de fleste af Vejles gymnasie-skoler fik i 2019 et dårligere eksamensresultat, end man kunne forvente. Den historie kunne vi fortælle den 4. maj.
Specielt én skole klarede sig virkelig dårligt i opgørelsen. Ud af landets 370 gymnasiale uddannelser lå HHX på Campus Vejle nemlig allernederst - i al fald, når man sammenlignede skolernes evne til at løfte de unges faglige niveau.
7. To Vejle-familier er med på liste over Danmarks 100 rigeste
I november måned offentliggjorde Berlingske Business som vanligt deres rigmandsliste over de 100 største formuer i Danmark.
Artiklen, hvor vi fortalte, at to Vejle-familier var med på listen, var en af årets mest populære hos jer læsere. Også selvom det måske ikke kommer som den store overraskelse, at der var tale om familier, der gør sig i legoklodser og tyggegummi.
6. Kendt Vejle-restaurant lukker efter 20 år
Planerne om at lukke restauranten var egentlig allerede undervejs inden corona-nedlukningen i foråret. Det skulle dog først være sket i 2021, men nedlukningen fremskyndede processen, og den 7. juni kunne ejeren af Vejles kendte italienske restaurant "Trattoria Dei Re" i Vejle Amts Folkeblad fortælle, at restauranten ikke ville genåbne.
Enzo Carratú fortalte dog samtidig, at han allerede havde andre planer for lokationen på Flegborg. I lokalerne skulle indrettes en ny søsterrestaurant til Enzo & C, som Enzo sammen med sin ven og kompagnon, Casper Kirk, driver på transportcentret.
Du kan læse hele historien her.
Og du kan faktisk også læse om åbningen af den nye restaurant - der åbnede den 16. november - lige her.
5. Læge opdagede tegn på kræft hos Jørgen midt i Bilka-køen
81-årige Jørgen Bæk er evigt taknemlig over for den læge, der i en kassekø i Bilka anbefalede ham at få tjekket et modermærke på kinden. Det viste sig nemlig at indeholde forstadier til kræft.
Modermærket havde ellers siddet på Jørgens kind i 20-25 år, så han havde aldrig overvejet, at det skulle være farligt. Før en fremmed altså henvendte sig til ham i Bilka.
Jørgen forsøgte efterfølgende at finde frem til sin redningsmand - først gennem et læserbrev og dernæst gennem en artikel i Vejle Amts Folkeblad.
Og der skulle faktisk ikke gå længe, før lægen - den 47-årige Sune Kristensen fra Vejle, der arbejder i en almen praksis i Kolding - blev fundet. Han mener blot, at han gjorde sin pligt, da han opdagede modermærket på Jørgens kind og åbnede munden.
Lige som de to andre gange, han har advaret fremmede - hvor det den ene gang var alvorligt.
4. Medarbejdere flygtede fra hjemmeplejen
Dårligt arbejdsmiljø og en ledelse, der ikke tog medarbejdernes råb om hjælp alvorligt, førte i forsommeren 2020 til en decideret personaleflugt fra Vejle Kommunes hjemmeplejedistrikt "Distrikt Vest 2".
I løbet af syv måneder valgte cirka 50 af de godt 100 ansatte i distriktet at melde deres afgang eller at sygemelde sig. Vi talte med 24 af medarbejdere - og 16 af dem valgte endda at stå frem med navn og billede sammen med deres beskrivelser af uholdbare arbejdsvilkår.
Du kan læse historien - der er en plus-artikel - lige her.
Artiklen affødte et hav af vinkler med flere beskrivelser af de horrible forhold i hjemmeplejen, og sidst på året var der endnu et efterspil.
I begyndelsen af december kunne vi nemlig fortælle om Hadas Hadush, der forlod en jobsamtale i Distrikt Vest 2 med en god fornemmelse. Samme dag modtog hun en sms med beskeden om, at distriktslederen ikke ville ansætte hende, fordi hun i november stod frem i Vejle Amts Folkeblad og fortalte om dårligt arbejdsmiljø. Hun var blevet blacklistet.
3. Unge blev opfordret til at droppe 'tankeløse fester'
Med udsigten til lukkede diskoteker og værtshuse under corona-presset i foråret begyndte de unge at planlægge private fester.
Flere forældre - der havde sagt nej til deres egne børn - kontaktede uddannelsesinstitutionerne for at efterspørge en fælles holdning og fokus på problemstillingen. Og den holdning var selvfølgelig klar:
Det er en meget dårlig idé, som forældre bør være med til at forpurre. Det er simpelthen tankeløst.
2. Mystisk mand spredte mel i cirkler
Inden 2020 overhovedet var kommet i gang, blev kimen lagt til årets næstmest populære historie. I starten af december 2019 kunne man nemlig i Vejle Amts Folkeblad læse denne overskrift efter en begivenhed på Kirkestien i Ødsted:
"Politi tilkaldt: Person så mystisk mand sprede mel i cirkler."
Vi skulle dog hen til den 1. januar, før mysteriet blev opklaret i avisens spalter.
Den mel-spredende mand var egentlig slet ikke så mystisk endda. Hans navn er Arne Gørges, og grunden til, at han med mel i hånden tegnede cirkler, linjer, krydser og mere til i Ødsted, var blot, at han var i gang med at afsætte en løberute.
1. Køkkenchef sagde op på Jelling Kro efter 28 dage
Køkkenchefen på Jelling Kro sagde sit job op efter kun 28 dage på posten. Han ville ikke gå på kompromis med kvaliteten, som han sagde - og selvom der var flere grunde til, at han følte, at han måtte gøre netop det, så var der én hovedingrediens, der fik lov at sætte overskriften for historien:
- De vil lave pulverbearnaise, som de altid har gjort. Jeg laver en ægte bearnaisesauce helt fra bunden, og det fik jeg også lov til. Men på grund af en enkelt klage fra en gæst, som havde været vant til pulverbearnaise, besluttede de at lave det om igen. Og der satte jeg grænsen. Det vil jeg ikke stå inde for, lød det fra Michael Skovsgaard.
Du kan læse hele historien her.
Kroen afviste kritikken, men endte alligevel i en regulær shitstorm på de sociale medier.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over kritikken. Det har ikke været sjovt at læse alle de hårde kommentarer, men vi har også oplevet en stor opbakning fra vores gæster, lød det fra Dorthe Kirstine Madsen fra Jelling Kro, da vi tog en snak med hende om den hårde medfart, kroen og specielt saucen fik på Facebook.