Fredericia: En mindre karavane af gave-proppede biler kørte lørdag formiddag ud fra Fredericia Vinhandel i Danmarksgade. Ældresagen Fredericia ville belønne sine mange frivillige med en gave, som var indkøbt og pakket hos vinhandlen.
Bestyrelsen stod for omdelingen, og formand Niels Hother Jakobsen havde lagt bilens bagsæde ned for at få plads til de omkring 20 gaver, hvert bestyrelsesmedlem rykkede ud med. Fru Jette hjalp til med smil og rutevejledning.
Birte SørensenDet er livskvalitet at være frivillig.
- Vi plejer at holde en fest for de frivillige, men det kan vi ikke i år. Og vi kan heller ikke arrangere en hyggetur. Så vi må gøre noget andet, for de frivillige skal have et tak, så de kan mærke, hvor glade vi er for deres indsats. Og indsatsen har været ekstra stor her under corona, siger Niels Hother, mens han slæber de sidste pakker ud i sin bil.
- Vores frivillige er meget loyale og gør alt for, at vores medlemmer skal have det godt, siger han.
Kæmpe forening
Ældresagen i Fredericia har 8.878 medlemmer. 198 af dem er frivillige med mange forskellige gøremål. Nogle er med i en indkøbsordning, hvor gangbesværede medlemmer får hjælp til at handle ind. Andre står for motions-tiltag. Og rækken af tilbud er lang.
- Vi har 198 frivillige, og for at nå ud til dem alle på én dag, rykker hele bestyrelsen. Modtagerne ved ikke, at vi kommer, så vi krydser fingre for, at de er hjemme, siger Niels Hother.
Ved første stop går døren op, allerede inden Niels og Jette når frem til dørklokken.
I døren står en overrasket Birte Sørensen, der straks kalder på sin mand, Flemming. De er begge frivillige med stole-motion for ældre.
- Det er livskvalitet at være frivillig. Det giver en stor "løn", og er en fornøjelse, som er ubetalelig, siger Birte, der glæder sig over at være klædt i julerødt, når nu der kommer overraskelsesbesøg - endda med kamera på.
Man får overskud
Næste stop er lige i nærheden, hvor Elin Markert bor. Efter et stykke tid går døren op, og en overrumplet Elin smiler sammen med sit barnebarn, Dana.
- Jamen, det er alt for meget, siger Elin, der er tilkaldevagt i forhold til flere frivillige projekter.
Hun har aldrig rigtig tænkt over, hvorfor hun er frivillig. Men hun synes, at når man har fået meget i livet, kan man godt give lidt tilbage.
- Jeg husker, at jeg en gang gav en togbillet til en ung dame, som ikke syntes at hun kunne tage imod den. Så sagde jeg, at hun en skønne dag kunne give tilbage ved at forære et andet ungt menneske den billet, vedkommende havde brug for. Man kan godt give tilbage. Det behøver ikke at være noget, man tænker så meget over, siger hun.
- Hvis man altså har overskuddet til det, indskyder Niels.
- Jamen man får overskud af det, svarer Elin.