Annonce
Vejle

Se video: Trommedans fra det høje nord

Inuit - grønlandsk for mennesker - står der på den unge grønlænders moderigtige t-shirt. 23 unge grønlændere og deres lærere fra produktionsskolen i Aasiaat har været på besøg i Vejle. Foto: Mette Mørk

Gæster fra vestgrønlandske Aasiaat gav prøver på deres kultur da de besøgte Vejle

Vejle: Gymnastiksalen på Campus Vejle lagde fredag eftermiddag gulv til en unik forestilling.

Grønlandske unge og deres lærer og vejleder, Sørine Petersen, gav prøver på den helt særlige trommedans, der er en vigtig del af den grønlandske kulturarv.

Sørine Petersen mimede effektfuldt de fabeldyr, der fylder den grønlandske åndeverden. Vi fik historien om den grønlandske slædehund, der ifølge overleveringerne er resultatet af en succesfuld parring mellem ulve og de hunde, som grønlændernes forfædre bragte med til verdens største ø.

- Og det er vigtigt at huske fortiden også i vore moderne tider, lød det fra Søren Petersen.

Jeg har været i Danmark før - men aldrig i den skønne natur som her ved Vejle. Her er meget smukt.

Sørine Petersen - lærer og trommedanser
Sørine Petersen gav prøver på den grønlandske trommedans og kom helt tæt på Morten Skovlund, der har stået bag invitationen til den grønlandske delegation. Foto: Mette Mørk

Se en video fra trommedansen herunder. (Artiklen fortsætter efter videoen)

Sørine Petersen i den udtryksfulde dans, hvor hun imiterer grønlandske dyr. Foto: Mette Mørk
Karl Peter Møldrup er kostelev på produktionsskolen i Aasiaat. Han kommer fra en lille bygd tæt på Upernavik. Han elsker sit land og har ikke umiddelbart planer om at rejse til Danmark for at uddanne sig. Foto: Mette Mørk

Elsker Grønland

Det moderne grønland var repræsenteret af en delegation på 31 gæster fra produktionsskolen i den vestgrønlandske by, Aasiaat. De 23 elever og otte lærere har været i Danmark den seneste uge.

Ungevejleder Morten Skovlund har taget initiativ til besøget. Det seneste år har han arbejdet med et program, der skal sikre bedre modtagelse af grønlandske unge i Vejle og samtidigt give de unge grønlændere mere viden om, hvad der venter, hvis de vælger at rejse til Danmark efter uddannelse og job.

Det er ikke ualmindeligt, at unge grønlændere rejser de 4000 kilometer mod syd. I dagens Grønland er der mangel på uddannelsespladser og job. En af de besøgende unge, Karl Peter Møldrup, har dog ikke umiddelbart den slags planer, når han er færdig med sit skoleophold i Aasiaat:

- Jeg rejser tilbage til Innaarsuit (en lille bygd lige nord for Upernavik -red). Så må vi se. Jeg elsker Grønland. Men det har været et spændende ophold. Alt er meget anderledes her, lød det fra den 17-årige grønlænder.

Fredagens arrangement var premiere på en café for de unge grønlændere, der allerede er i Vejle. Den del kiksede. Der dukkede kun et par stykker op:

- Men de skal nok komme, efterhånden som det bliver mere kendt, lød det fra Morten Skovlund.

Grønlændere fra produktionsskolen fra Aasiaat er på besøg på Campus Vejle, hvor bla. grønlandsk cafe indvies. Morten Skovlund har arbejdet med projektet et år for at lave bedre modtagelse og forhold til unge grønlændere der kommer her. Gæsterne optrænder med trommedans. Foto: Mette Mørk
Desværre kom der stort set ingen lokale unge grønlændere for at overvære trommedansen i den nye fredags-café for grønlændere. Derfor var det de unges egne kammerater fra Aasiaat, der fulgte forestillingen. Foto: Mette Mørk
Sørine Petersen underviser blandt andet i drama på produktionsskolen - og det har hun alle forudsætninger for som skuespiller. Foto: Mette Mørk
Der kan godt være brug for lidt afslapning, når man har været i et helt anderledes miljø en uge. De unge rejste fredag videre til København, hvor der blandt andet venter et besøg i Tivoli, kunne skoleleder Dorthe Petersen fortælle. Foto: Mette Mørk
Sørine Petersen fik hjælp af elever ved forestillingen. De stod for trommerytmen, mens hun dansede - og det var faktisk første gang, de unge optrådte for publikum. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce