Tilmeldinger strømmer ind til den 26. udgave af Stjernetour de Grindsted. MTB-spor er klar til rytterne.
Grindsted: Tilmeldingen til Sydbank Stjernetour de Grindsted er i fuld gang. Løbet køres lørdag den 5. maj og arrangeres af Grindsted Cykelmotion. Det er det 26. løb i rækken.
- Det glæder os, at tilmeldingerne strømmer ind og vi varmer op til de sidste måneder med forberedelser i udvalgene omkring løbet. Alle mand er i gang og der er rigtig travlt, udtaler formand for Stjernetouren, Karsten Andersen, i en pressemeddelelse.
Starten foregår fra torvet ved Sydbank og nord ud af byen via Jernbanegade, og målområdet er samme sted, når rytterne ankommer til torvet.
Plads til flere
Fortræning Sydbank Stjerne Tour De Grindsted og Sydbank vil igen gerne gøre en særlig indsats for at få flere med til løbet og måske også gerne tiltrække nye medlemmer. Derfor bliver der etableret fortræning fra Sydbank i Grindsted hver tirsdag klokken 18.00 fra 27. marts til Stjernetouren i maj - i alt seks gange. Her etableres der startgrupper, hvor man kan komme i gang sammen med andre, der ikke har stor erfaring på en racercykel. Startgrupperne vil blive ledet af GCM's erfarne kaptajner.
MTB sporet i Grene Sande er gennemgået og repareret og udbygget i fællesskab af medlemmer fra flere klubber omkring Grindsted-Billund. Det er et stort arbejde, som til gengæld sikrer en fin tur på MTB i naturskønne omgivelser. Derfor gentages sidste års succes til Stjernetouren med en cirka 45 km MTB tur, hvor alle kan være med.