Annonce
Kultur

Selv Brønshøj savner suset fra Jelling: Men pinse er stadig lig med festival

På Højager blev en række familier overrasket af en koncert med Bamse Madsen Duo lørdag ved middagstid. Foto: Mette Mørk
Jelling Musikfestival gjorde, hvad der var muligt inden for lovens rammer, for at skabe lidt festivalstemning i lokalområdet. Og det blev taget godt imod.
Annonce

Jelling: Godt nok er der ingen Tom Jones, Duran Duran eller Lukas Graham. Men solskinsvejret og den festlige stemning kan ingen tage fra jellingenserne - heller ikke coronavirussen.

For det var her i pinsen, at årets Jelling Musikfestival skulle være afholdt. En weekend, som mange allerede havde sat kryds ved i kalenderen for et helt år siden.

Så hvad gør man, når weekenden alligevel var sat af til fest, musik og fællesskab? Ja, man holder da bare sin egen lille havefest. Præcis som er traditionen at gøre hos en stor del af byens befolkning, inden man smutter hen på festivalpladsen.

Så årets festival var omdøbt til Hjemlig Musikfestival. Arrangørerne havde annonceret tre artister, som ville tage rundt i løbet af lørdagen og afholde korte, intime koncerter i folks haver.

Vi har modtaget godt 300 ansøgninger, nogle endda helt fra Aarhus eller Brønshøj.

Lars "Charlie" Mortensen

Annonce

Hjemlige koncerter

For at få besøg skulle man have sendt en ansøgning til Jelling Musikfestival. Og det var der mange, der gjorde.

- Vi har modtaget godt 300 ansøgninger, nogle endda helt fra Aarhus eller Brønshøj, fortæller festivalleder Lars "Charlie" Mortensen.

Han har været med på festivalen i alle 31 år og kan ikke lade være med at blive lidt vemodig, mens han står i baggrunden og ser på Bamse Madsen Duo, der spiller foran en række familier på Højager i Jelling.

Blandt de heldige på matriklen er Mads og Minella Andersen, som traditionen tro mødes med tre andre familier fra naboområdet, når der er festival.

- Vi havde os bestemt for, at alle fire familier skulle en ansøgning for at have en større chance. Netop Bamse Madsen havde vi fornøjelsen af at høre i Søpavillonen sidste år, og det var helt fantastisk, så det var et dejligt gensyn her i dag, fortæller Mads Andersen.

Normalt bliver børnene passet af bedsteforældrene under festivalen, men det er ikke aktuelt i år, og i stedet er der sat en swimmingpool op til børnene.

De våde varer kan Mads og de andre voksne dog ikke holde sig helt fra.

- Vi har godt gang i vodkajuicen, ligesom planen i dag er, at vi skal rundt fra terrasse til terrasse som en slags pubcrawl, siger han.

Annonce

Rørt over Tom Jones

Tilbage hos festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen er der glæde over, at festen ikke er ødelagt, selv om den rigtige festival må vente til maj 2021.

- Det er det, der kan lade sig gøre i år, og vi er glade for, at folk stadig får sig en lille fest her i pinsen. Men jeg må da indrømme, at jeg fik tårer i øjnene, da jeg tidligere på dagen hørte Tom Jones ud af højttalerne på campingpladsen, lyder det fra ”Charlie”.

I alt ni steder har pinselørdag fået glæde af livekoncerterne, som foregår i både Jelling og Vejle. Ud over Bamse Madsen Duo optræder Frederik Damkær og Metropol.

Festivalleder Lars "Charlie" Mortensen kunne selvfølgelig ikke lade være med at synge med på de gamle Bamse-klassikere. Foto: Mette Mørk
"Hvorfor går Louise til bal" blev sunget til ære for Louise Lund Randrup (kvinden i midten med solbrillerne). Det var hendes ansøgning, der var blandt de udvalgte. Foto: Mette Mørk
Engang brugte de en trailer til drikkevarerne på Kollegievej under festivalen. I år bruger de en trillebør. Måske det har noget med alderen at gøre, siger de. Foto: Mette Mørk
Når man ikke kan besøge Kuhstall på festivalpladsen, må man bygge sin egen Kuhstall. Så det har Charlotte og Mads Fryland gjort. Foto: Mette Mørk
Lars "Charlie" Mortensen fra Jelling Musikfestival har trods aflysningen et smil på læben efter lørdagens livekoncerter. Foto: Mette Mørk
I løbet af dagen kørte denne vogn rundt og leverede festlig musik i lokalområdet. Foto: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce