Annonce
Give

Sendetilladelsen er taget, og medlemmerne forsvinder: Nu beder Give Nærradio om 'respekt'

Vagn Knudsen, der er næstformand i Give Nærradio, beder om respekt for det arbejde, de mange frivillige i radioen leverer. Billedet er taget i efteråret i forbindelse med Vagn Knudsens arbejde for Landbrugslotteriet. Arkivfoto: Jim Hoff
Ifølge det ikke-reviderede regnskab for 2017 har Give Nærradio nu 400 medlemmer. Ved 25-års jubilæet i 2012 var antallet "godt 800". Den nuværende næstformand kræver respekt om radioen.

Give: Medlemmerne forsvinder tilsyneladende fra Give Nærradio.

Helt sikker kan man ikke være med ret meget med hensyn til Give Nærradio. Som der står øverst på siden i et bilag i årsrapporten for 2017, hvor tallene stammer fra: "Balancen indeholder poster, der ikke er bogført".

Men da nærradioen i 2012 fejrede 25-års jubilæum, havde radioen ifølge formanden Jan Dalgaard Madsen godt 800 medlemmer.

Dette tal var fem år senere - med udgangen af 2017 - halveret.

Ifølge den balance, som er det nærmeste man kan komme et regnskab for nærradioen, var der i 2017 indtægter fra kontingenter på 56.547,17 kroner. Et medlemskab koster 140 kroner for et år, hvilket betyder, at maksimalt 403 medlemmer har betalt kontingent.

Det noget skæve tal for kontingentindtægter tyder på, at der kan være andre kontingentindtægter. Men det bringer i givet fald ikke medlemstallet op.

I 2016 var de tilsvarende tal ifølge samme balance henholdsvis 80.837,31 kroner i kontingentindtægter svarende til maksimalt 577 medlemmer. Med andre ord har knap 200 eller næsten en tredjedel af medlemmer forladt foreningen bag Give Nærradio i løbet af 2017.

Annonce
Hvis læserne har kommentarer til radioen og den verserende sag, er I velkomne til at skrive til vores tablet, som har nummer 24 46 88 99. Håber på en positiv dialog.

Vagn Knudsen, næstformand, Give Nærradio

Respekt, tak

Mens medlemmerne forsvinder i hastigt tempo, holder lytterne tilsyneladende ved.

Nærradioens næstformand, Vagn Knudsen, der ikke har ønsket at kommentere forholdene omkring Give Nærradio til Vejle Amts Folkeblad, har i et læserbrev til Give Avis udbedt sig respekt om nærradioen.

I læserbrevet skriver han blandt andet:

"'Luk dog det lort' er der en, der har skrevet på Facebook som en kommentar til en artikel om Give Nærradio. Det er muligt, at det ender sådan efter 32 år. Jeg synes ikke om sådanne kommentarer. På radioen er der frivillige medarbejdere, der bruger weekend efter weekend, fordi de har lyst til at gøre dette til glæde for lytterne i store dele af det midtjyske område. Radioen har cirka 100.000 lyttere, der lytter til os, så det kan jo ikke være lort det hele."

100.000 var også det lyttertal, Jan Dalgaard Madsen oplyste i forbindelse med 25-års jubilæet i 2012. Tallet var baseret på en medieundersøgelse og dermed behæftet med en vis usikkerhed.

Om der er foretaget en nye medieundersøgelse, eller det er det samme tal, der fortsat bruges, er uvist.

Selv respekt, tak

Læserbrevet er lagt på Facebook-siden 7323.

Her møder det ikke megen forståelse i kommentarfeltet.

- Hvad med, at formanden viser lidt respekt? Hvis man har 100.000 lyttere, burde han så ikke at forsvare det, han har gjort (eller mangler på det samme)? Hvordan kan man give respekt til en, der ikke vil give oplysninger om, hvor de 140.000 kroner er blevet af, og ikke vil give sit tidligere bestyrelsesmedlem oplysninger, han har bedt om? Ikke vil svare på mails eller noget, spørger således Louise Thomsen Mortensen.

- Jeg synes, bestyrelsen skal udvise lyttere og medlemmer den respekt at få styr på butikken. Der har da som minimum foregået en omgang alvorligt sløs med foreningens penge og regnskab - det er jo også det, den er blevet politianmeldt for. Så hvis bestyrelsen ønsker at skabe ro og respekt, så ville det nok klæde dem at åbne op omkring, hvad hulen der er foregået bag lukkede døre og ikke-eksisterende regnskaber, lyder opfordringen fra Anne-Lise Krogh Andersen.

Der er dog ikke meget, der tyder på, der bliver åbnet op fra bestyrelsens side. Der er fortsat ingen kommentarer.

- Hvad der er rigtigt eller ej, vil jeg ikke kommentere i den aktuelle sag, det er der andre, der tager sig. Her på Give Nærradio arbejder vi på, om vi kan få vores sendetilladelse igen ved at få en positiv dialog med Slots- og Kulturstyrelsen, skriver Vagn Knudsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

24-årig mand dræbt af skud: Otte personer anholdt

Annonce